En tidligere skatteminister havde taget plads på tilhørerrækkerne, da byretten i Glostrup afsagde dom i sagen om det største bedrageri mod statskassen nogensinde.

Karsten Lauritzen ville selvfølgelig med, da der blev afsagt en dom, som straks blev kaldt historisk.

Den britiske statsborger Sanjay Shah blev 12. december 2024 fundet skyldig i at have arrangeret et storstilet plyndringstogt, som betød, at staten mistede ni milliarder kroner ved uberettiget refusion af udbytteskat.

Briten blev idømt den maksimale straf på fængsel i 12 år. En milepæl, lød det fra anklagemyndigheden.

Nu fortsætter historien. Briten ankede på stedet dommen, og tirsdag tager Østre Landsret fat på sagen.

Her skal nye dommere og domsmænd vurdere, hvad der foregik fra 2012 og frem til 2015 - og om Shah er skyldig.

Hele vejen igennem har den tiltalte hævdet, at han blot udnyttede et hul i lovgivningen, da staten udbetalte milliarder til en gruppe af selskaber, som han kontrollerede.

De hævdede at eje enorme beholdninger af danske aktier og at have ret til refusion, fordi der var blevet betalt dansk udbytteskat.

Efter at have modtaget 3399 ansøgninger om refusion udbetalte skattemyndighederne i alt 9.025.205.871 kroner.

- Det er min overbevisning, at skattelovgivningen i mange lande er fyldt med smuthuller, og det er derfor, der findes tusindvis af skatteadvokater verden over, sagde Shah i sin forsvarstale i byretten.

Men byretten nikkede til anklagernes påstand:

Den dokumentation, som myndighederne modtog, var baseret på fiktion. Shahs selskaber havde ikke ejet aktierne og havde ikke betalt dansk udbytteskat.

Kriminaliteten var ifølge anklagemyndigheden yderst kompleks. 190 amerikanske pensionsselskaber og 24 malaysiske selskaber var involveret.

- Der er ikke opstået en eller anden magisk regel, som kan få aktier til at opstå ud af den blå luft, bemærkede en af anklagerne, specialanklager Marie Tullin.

Den britiske finansmand var sarkastisk og ironisk, da han i byretten kommenterede anklagerens ord.

- Hun brugte ordet magisk fire gange i den første time, og jeg begyndte at tro, at Harry Potter arbejdede for mig på mit kontor, sagde han.

I Solo Capital i London var Sanjay Shah tværtimod omgivet af revisorer og andre, der havde arbejdet i storbanker.

Om det hele var et kriminelt trylleri, får man svar på i løbet af foråret. Landsretten har afsat i alt 23 retsmøder.

RITZAU