Selverklærede pædofiljægere dømt for flere overfald
En mand, der beskrives som leder af en gruppe selvtægtsmænd, er idømt fængsel i fem år og seks måneder.

En mand, der beskrives som leder af en gruppe selvtægtsmænd, er idømt fængsel i fem år og seks måneder.

Seks personer er onsdag i Retten i Glostrup blevet dømt i en sag om en række overfald, som gerningspersonerne selv beskrev som pedo-hunting.
Det skriver Retten i Glostrup på sin hjemmeside.
Retten har fundet det bevist, at de seks personer var medlemmer af en selvtægtsgruppe for selverklærede pædofilijægere, der går under navnet Pedo Hunting Denmark.
Gruppen arrangerede ti overfald, hvor ofrene blev udsat for grov vold.
En lokkedue på datingapps fik mænd til at mødes med dem på øde steder i blandt andet Albertslund, Vallensbæk, Brøndby Strand og på Amager Fælled.
Gerningspersonerne mente, at de personer, der blev udsat for overfald, var pædofile. Ifølge Ritzaus oplysninger er der ikke sager mod sagens ofre.
Under overfaldene blev ofrene udsat for ydmygende vold, der blev filmet og delt på sociale medier.
Overfaldene fandt sted mellem juni 2024 og juni 2025.
Den 21-årige Adrian Edvard Lohman Jensen, der blev anset som gruppens leder, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder. Han er tidligere dømt for vold og havde udført meget grov vold i forbindelse med overfaldene.
Den 19-årige kvinde Semina Nørup Nielsen fungerede som lokkedue. Hun er idømt fængsel i tre år og seks måneder. Hun havde også en ledende rolle, fordi hun blandt andet oplærte nye lokkeduer.
Tre andre tiltalte, 19-årige Mathias Mark, 20-årige August Boskov Stender og 30-årige Simon Oxholm Kristensen er idømt tre års fængsel.
Den sidste tiltale, en 20-årig mand, havde deltaget i et enkelt overfald og blev idømt fire måneders fængsel.
- Det er den hidtil mest omfattende sag af den her type selvtægtssager, vi har set herhjemme, siger Oliver Hjerresen, der var en af sagens to anklagere, i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.
Gruppens medlemmer blev anholdt i juni sidste år.
- Når man tager loven i egen hånd på den måde, som de tiltalte har gjort her, er det ikke alene en forbrydelse mod de enkelte ofre. Det er en alvorlig trussel mod vores retssamfund, siger Oliver Hjerresen.
Tre af de dømte modtog dommens, mens de øvrige tre har taget betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) advarede i juli 2024 om et selvtægtsnetværk, der kaldte sig Pedo Hunters. Det var altså inden gerningspersonerne i denne sag blev anholdt.
Advarslen kom, efter at politiet havde set videoer på internettet, hvor mænd blev hængt ud for at være pædofile og udsat for overfald.
Da advarede politienheden mod at bedrive selvtægt.
- Man må ikke forsøge at fremprovokere eller anstifte andre til kriminalitet, og hvis man bliver opmærksom på mulig kriminalitet, skal man anmelde det til politiet, og så er det politiets opgave at efterforske den pågældende sag, sagde Lars Mortensen, centerchef i NSK, i en pressemeddelelse.
/ritzau/