Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten:
»Jeg var 23 år og helt nyvalgt og skulle forhandle på vegne af Enhedslisten for første gang og oplever så en højtstående embedsmand i Børne- og Undervisningsministeriet, som lægger en hånd på mit lår. Altså, under bordet, ikke, så der er jo ikke nogen andre, der kan se det, men jeg kan jo ligesom mærke, at den er der.«
Filiz Yasar, tidligere praktikant på Ekstra Bladet:
»Jeg skal ud at lave en voxpop, og i mellemtiden er jeg i gang med at ringe nogle andre kilder op. Men jeg kan så godt nok lige høre, at der er nogen, der er i gang med at spørge: »Nå, hvem er det, der skal lave den voxpop?«. Og så er der en, der siger: »Det er hende med de store, flotte bryster«. Så jeg var bare reduceret til et sexobjekt og til en eller anden praktikant, som man ikke gad at kunne navnet på.«
Brigitte Klintskov Jerkel, socialordfører for Det Konservative Folkeparti:
»Der kører en masse tanker rundt i hovedet på mig. Og jeg blev sådan ret ked af det indeni og vidste faktisk ikke lige, hvordan jeg skulle gribe situationen an. Så jeg endte faktisk med ikke rigtig at gøre noget. Det er en person, som jeg går op og ned ad hver dag og gerne skulle have et godt arbejdsforhold til, så derfor er det rigtig, rigtig svært.«
Katja Ring, tidligere ansat på TV 2:
»Jeg var ked af det indeni, men jeg havde ikke nogen som helst måde at slippe ud af det på. Andet end at være med og grine og prøve at lade, som om jeg tog det som et kompliment. Selv den dag i dag ville jeg ikke kunne pege på, hvilken leder eller hvilken chef jeg skulle have sagt noget til.«
Cecilie Lange, tidligere praktikant på DR:
»Jeg tror, jeg var så bange for at blive stemplet som en troublemaker eller blive stemplet som hende, der er problematisk, eller hende, der kommer med anklager.«
Shani Bengta Pedersen, tidligere praktikant på DR:
»Når man er praktikant, er man enormt optaget af at passe ind og sætte sin faglighed i spil og bestemt ikke være til besvær eller være den snerpede eller hende, som ødelægger den gode stemning. Specielt ikke over for sin chef, som har den ultimative magt. Det kan være ret omkostningstungt at være praktikanten eller freelanceren, som siger fra, mens det er forholdsvis omkostningsfrit at være den, som krænker.«
