På listen over kommuner med flest nye, registrerede covid-19-smittede den seneste uge ligger seks af kommunerne i Region Hovedstaden.

Af alle landets kommuner har Ishøj den højeste incidens – altså antal nye covid-19-tilfælde den seneste uge pr. 100.000 indbyggere.

Ishøj har haft 171 nye, konstaterede smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere den seneste uge. Derefter følger Brøndby med en incidens på 152. I både Ishøj og Brøndby er udviklingen de seneste dage gået den rigtige vej, men tallene er stadig høje – både i forhold til andre kommuner og i relation til myndighedernes bekymringsgrænse.

Her er top-10 over kommuner med højest incidens i landet (hovedstadskommuner er markeret med fed skrift).

  • Ishøj

  • Brøndby

  • Rødovre

  • Vallensbæk

  • Glostrup

  • Solrød (Region Sjælland)

  • Aarhus (Region Midtjylland

  • Hjørring (Region Nordjylland

  • Køge (Region Sjælland)

  • Tårnby

De fleste dage i løbet af de seneste tre uger har der været otte eller ni hovedstadskommuner på blandt de ti kommuner i landet, der har flest registrerede nysmittede pr. 100.000 indbyggere.

For tre uger siden – 14. september – lå syv hovedstadskommuner i top-10 over kommuner med højest incidens i landet.

Det er ikke de samme kommuner i dag, der dominerer top-10-listen over flest registrerede smittede, som for tre uger siden. Der har været udskiftning på listen, viser et tjek, som Berlingske har foretaget.

Rødovre er i dag på top-10-listen modsat for tre uger siden. Det er ikke helt så slemt, som det kan lyde. Udviklingen gik indtil for nylig ganske vist den forkerte vej i Rødovre, men tendensen har de seneste dage været, at færre konstateres smittet. Incidensen i Rødovre er fortsat højere end for tre uger siden.

Som noget nyt indgår Tårnby på top-10-listen. Kommunen har igen fået en incidens over 100.

Frederiksberg og Herlev er i løbet af de tre uger røget ud af top-10-listen og klarer sig bedre. Det samme kan siges om Albertslund, der også er røget ud af listen, selv om incidenstallet de seneste par dage er steget. Mest tydelig er udviklingen på Frederiksberg, der er faldet fra en niendeplads til en 33.-plads blandt landets 98 kommuner. Incidensen var for halvanden uge siden oppe på 145, men er ifølge de seneste tal nede på 52.

Også i Københavns Kommune går det bedre.

København ligger i dag uden for top-10-listen, nemlig på en 22.-plads. Kommunen har kun en enkelt gang i løbet af de seneste tre uger ligget blandt de ti kommuner med højest incidens i landet.

Incidensen i Københavns Kommune ligger på 69 nye, registrerede tilfælde den seneste uge, men tallet er faldet støt siden 17. september. Kurven er knækket cirka ti dage efter, at regeringen på et pressemøde varslede særlige restriktioner for Odense samt 17 kommuner i københavnsområdet.

Et eksempel på en kommune i Region Hovedstaden, der ikke er inde i positiv udvikling, er Lyngby-Taarbæk. Syvdagesincidensen har været stigende de seneste uger, men har dog stabiliseret sig de seneste fire dage.