Se videoen: Den største gaslækage fylder en kilometer på overfladen

Der strømmer »rigtig, rigtig meget gas ud i øjeblikket« – og det vil det blive ved med i dagevis, lyder det fra Energistyrelsen.

Den mindste laver en cirkel på cirka 200 meter. Den største danner uro på overfladen på godt en kilometer i diameter.

Sådan beskriver Forsvarskommandoen gaslækagerne på Nord Stream 1- og 2-gasledningerne ud for Bornholm.

Lækagerne har fået enorme mængder gas til at fosse ud i dansk farvand – og sat myndigheder og energiselskaber i beredskab.

Nu har Forsvaret delt de første foto og video af dem.

Forsvaret

Direktør for Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw, siger til Berlingske, at der strømmer »rigtig, rigtig meget gas ud i øjeblikket« – og det kommer der til at gøre i dage fra nu af.

»Begge rør er gasfyldte. Og der er rigtig meget i dem. De går jo helt fra Rusland til Tyskland. Så der skal rigtig meget gas ud.«

Forsvaret

På Nord Stream 2, der løber sydøst for Dueodde på Bornholm, er der konstateret et læk. På Nord Stream 1, der løber nordøst for klippeøen, er der konstateret to læk.

Forsvaret har sendt fregatten Absalon og miljøskibet Gunnar Thorson til området for at gennemføre farvandsovervågning ved forbudszonerne, og Forsvaret støtter ligeledes med helikopterkapacitet. Derudover var patruljeskibet Rota i området i nat.

Forsvaret

Der er oprettet forbudszoner omkring lækagerne af hensyn til sikkerheden for skibs- og flytrafik.

Myndighederne har flere gange understreget, at indbyggerne på Bornholm og Christiansø ikke er i fare.

Forsvaret