Traditionen tro udgiver Danmarks Statistik hvert år en opgørelse over de mest populære navne til nyfødte.

Årets liste afslører, at navnene Alma og Oscar var det største hit til henholdsvis nyfødte piger og drenge i 2021.

Mens Alma også lå øverst sidste år, er det første gang, at navnet Oscar indtager førstepladsen. I 2020 var det Alma og Alfred, der toppede listen.

Mere uheldigt ser det ud for navne som Sara og Alba, der er røget ud af top 50. Det samme er drengenavnene Vilhelm, Bjørn og Asger.

Til gengæld kan alle Ida’er derude glæde sig over at være blandt årets højdespringere. Pigenavnet Ida er sprunget 15 pladser på listen fra en placering som nummer 17 i 2020 til nummer to i 2021.

Vigtigt ikke at hedde det samme som mange andre

Selvom Oscar og Alma er topscorere i landet som helhed, ligger navnene ikke øverst i alle dele af landet. Oscar ligger således kun i top i en enkelt ud af 11 landsdele, nemlig i Vestjylland.

I både København og Nordsjælland er Carl derimod det mest populære drengenavn. Karla topper listen over pigenavne i hovedstaden, mens det samme gør sig gældende for Olivia i Nordsjælland.

Ifølge navneforsker ved Københavns Universitet Birgit Eggert har de seneste års tendens været, at forældre vælger navne, der tilhører bedsteforældrenes generation. En anden tendens er dog på vej, forklarer navneforskeren til Ritzau.

Vi vælger i højere grad navne, der fungerer godt internationalt. Således er Lærke for eksempel det eneste navn på listen over de 50 mest populære pige- og drengenavne, der indeholder et »æ«.

Navneforskeren spår, at det på et tidspunkt ikke længere vil give mening at foretage navneopgørelserne. Det skyldes, at færre vil hedde de mest populære navne.

»Det er vigtigt ikke at hedde det samme som en masse andre. Nogle finder på et unikt navn, og andre går efter navn, der ikke ligger i toppen,« siger navneforskeren til Ritzau.

Tidligere var det omkring fire procent af en årgang, der fik de mest populære navne, mens det i dag er cirka 1,5 procent.

Se top fem over mest populære navne i henholdsvis København, Nordsjælland og hele landet herunder: