I alle sogne i landet er mindst 34 procent af indbyggerne blevet færdigvaccineret. Nogle steder er tallet helt oppe på omkring 90 procent.

Det viser data fra Statens Serum Institut.

På landsplan er cirka 55 procent af landets indbyggere er blevet færdigvaccineret mod covid-19, og omtrent 72 procent er begyndt på et vaccineforløb.

Dermed nærmer Danmark sig den målstreg, som eksperter satte i foråret 2020 om at opnå flokimmunitet, hvilket efter den daværende opfattelse krævede en vaccinedækning på cirka 60 procent.

Men målstregen har flyttet sig på grund af mere smitsomme virusvarianter, og nu lyder tallet på 85 procent. Og selv ikke indfrielse af det mål vil kunne sikre flokimmunitet, men blot kunne forhindre større epidemier, har lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen sagt.

Men som tallene afslører, er der et andet problem: Der er store geografiske forskelle på, hvor mange der er blevet vaccineret. Det betyder, at der er »lommer« i Danmark, hvor virus stadig kan florere.

I Vor Frue Sogn og Gellerup Sogn i Aarhus er kun 34 procent af indbyggerne færdigvaccineret.

Men heldigvis går det hurtigere fremad andre steder. I Hals Sogn på Læsø er 92 procent færdigvaccineret, og på Sejerø, der hører til Kalundborg Kommune, er 90 procent vaccineret.

Nedenfor kan du tjekke, hvor mange der er færdigvaccineret i dit sogn.