I ti dage har Ahmed Samsam fejret retfærdigheden, men han har stadig en spansk terrordom på sin straffeattest. Efter den danske Højesteret tvang PET og FE til at anerkende, at Samsam faktisk var deres agent, sådan som han hele tiden har sagt, er der stort set ikke noget meningsfuldt tilbage i den spanske dom, vurderer professor i strafferet ved Aarhus Universitet, Lasse Lund Madsen.

»Samsam er næsten i mål, vil jeg vurdere,« siger Lasse Lund Madsen, som var en af tre professorer, der i 2023 i Berlingskes spalter sloges om, hvorvidt Samsam var udsat for et justitsmord.