Sag om planlægning af drab skal gå om efter dommerfejl
Østre Landsret har hjemvist sag om forsøg på likvidering på Blågårds Plads i København til byretten.

Østre Landsret har hjemvist sag om forsøg på likvidering på Blågårds Plads i København til byretten.

En sag mod to rockere om bestilling og forberedelse af et drab i København skal gå om på grund af en fejl i byretten.
Det har Østre Landsret besluttet torsdag.
Landsdommerne har ophævet en dom afsagt af Københavns Byret og hjemvist den til fornyet behandling, oplyser forsvareren for den ene af mændene.
- Det er en ulykkelig situation, siger advokat Michael Juul Eriksen.
Sidste sommer tilstod de to mænd over for en dommer i Københavns Byret, at de havde bestilt en ung svensker til at begå drab på et bandemedlem af Loyal To Familia på Blågårds Plads i København.
På grund af en tilfældighed blev forbrydelsen ikke fuldbyrdet.
På Griffenfeldtsgade stoppede betjente svenskeren. Under visitationen af ham opdagede de en pistol med 12 patroner i magasinet og en patron i kammeret.
På hans telefon lå en beskrivelse af opgaven. "Hit the first guy you see that look like af gangmember", stod der blandt andet ("Skyd den første fyr du ser som ligner et bandemedlem").
Byretsdommeren idømte 8. juli den ene, Lucas Møller Birch Hansen, fængsel i 16 år, mens den anden, Abdullah Cakici, fik fængsel i 15 år og otte måneder.
De to er fra gruppen AK81 og Hells Angels.
Desuden blev der truffet en retshistorisk afgørelse. Abdullah Cakici blev frakendt sit danske statsborgerskab. Det er første gang, at en domstol har taget et sådant skridt i en sag om bandekriminalitet.
Afgørelsen blev af de to anket til landsretten for at få en mildere dom. Og torsdag var det så meningen, at landsdommerne skulle vurdere sanktionen, men så langt kom man ikke.
Hverken anklagemyndigheden eller de to forsvarere havde bedt om hjemvisning, oplyser advokat Michael Juul Eriksen.
Landsretten mener, at byretsdommeren fejlede, fordi han gik for dybt ind i en vurdering af, om planen om at begå drab var omfattet af en særlig bandeparagraf i straffeloven.
For kort tid siden besluttede Københavns Byret i en anden sag om flere drabsforsøg, at også den proces skulle begynde forfra. Det skyldtes, at to dommere fandt, at de var inhabile.
/ritzau/