Søndag oplevede landet lidt af en rusketur, da et blæsevejr nogle få steder udviklede sig til storm.
»Sabine«, som stormen blev døbt i Tyskland, væltede træer, lukkede broer og veje og forsinkede flytrafik rundt om i Europa.
Slemt stod det til i netop Tyskland, som udstedte sin næsthøjeste stormvarsel i store dele af landet. I en mindre del af landet nåede stormen kategori 4, som er højeste stormvarsel.

De danske myndigheder var også søndag på banen, da uvejret rasede på højtryk. Midt- og Vestjyllands Politi kom søndag eftermiddag med en advarsel om, at »det kan være forbundet med livsfare« at færdes på moler og høfder langs Vestkysten. Advarslen kom efter en redningsaktion, der udspillede sig i Nørre Vorupør i Thisted Kommune nord for Nationalpark Thy, hvor en kvinde og et barn var faldet i vandet. En redningsperson kom til skade under aktionen og blev derefter kørt til behandling på akutmodtagelsen på Thisted sygehus.

Storm defineres som middelvind på minimum 24,4 meter per sekund. Nær Lillebælt blev der målt vindstød af orkanstyrke, som er vindstød på minimum 32,6 meter per sekund, ifølge TV 2 Vejret.
Flere steder i Danmark nåede stormen en kategori 2, som betegner »farligt vejr«. Det gjorde det på den sydlige vestkyst fra omkring Tønder til Esbjerg og i det nordlige fra Thyborøn til Skagen.

I Storbritannien var stormen, der her blev døbt »Ciara«, den kraftigste storm i syv år, og der var mere end 200 advarsler om oversvømmelser efter kraftig regn, som fik floder til at gå over deres bredder. Fodboldkampen i den engelske Premier League mellem Manchester City og West Ham blev til mange fodboldfans' store ærgrelse aflyst på grund af uvejret.

Politiet oplyste, at den Ny Lillebæltsbro blev lukket for trafik i østlig retning, og Øresundsbroen var lukket i timevis på grund af de stærke vindstød. Begge broer er imidlertid åbne igen, men Vejdirektoratet fraråder stadig, at vindfølsomme køretøjer krydser Øresundsbroen mandag. Vindfølsomme køretøjer kan være trailere eller køretøjer med lav vægt og stor overflade.

Østjyllands Politi opfordrede søndag alle til at få sikret trampoliner og løse genstande, da de på Twitter skrev, at de fik mange opkald vedrørende flyvende trampoliner og løse genstande.
»Sabine« væltede flest træer i Jylland, men også på Fyn havde hun godt fat i trækronerne. Fyns Politi berettede søndag eftermiddag om ca. 10 tilfælde af væltede træer.