Sådan passer du på dig selv, hvis dine nærmeste bliver alvorligt syge

Pårørende til syge belastes hårdt og går i store tal ned med stress, depressioner og angst. Hér er en række råd, der kan hjælpe i en svær situation.

Sygdom rammer ofte også pårørende, når de bliver inddraget i de mange opgaver vedrørende plejen. Danske Patienter efterlyser en national plan for støtte til pårørende. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

En række patientforeninger slår nu alarm og beretter om, at pårørende til patienter med kroniske sygdomme i store tal bliver ramt af alvorlige stresstilstande og selv bliver syge.

Danske Patienter opfordrer derfor til, at der udarbejdes en national handlingsplan, der forpligter kommuner og sundhedsvæsen til at hjælpe pårørende med udfordringer i forhold til blandt andet praktisk hjælp, fleksibilitet på arbejdsmarkedet og til at håndtere den følelsesmæssige omvæltning, som det er, når ens nære bliver ramt af alvorlig, kronisk sygdom.