En dansk mand, der har været på skiferie i Norditalien, har torsdag som den første dansker fået påvist coronasmitte.
Her kan du læse, hvordan du forholder dig, hvis du har symptomer på coronavirus.
Symptomer på coronavirus er feber, hoste, synkesmerter og vejrtrækningsbesvær.
Hvis du har disse symptomer og samtidig har opholdt dig i et af disse lande inden for de seneste 14 dage - Norditalien, Japan, Singapore, Hongkong, Sydkorea, Iran og Kina - så skal du kontakte din praktiserende læge eller lægevagten per telefon.
Det samme gælder, hvis du har haft tæt kontakt med en person, der mistænkes for at være smittet.
Hvis du møder op i den åbne konsultation hos de praktiserende læger, risikerer du at smitte andre.
Kontakter du i stedet lægen eller lægevagten per telefon, vil lægen ud fra samtalen beslutte, hvad der skal ske.
Kilde: Dansk Selskab for Almen Medicin.
/ritzau/