Sådan endte virtuel ramadanfejring med fremvisning af børneporno: »Pludselig hørte jeg barnegråd«

En online ramadanmiddag blev torsdag aften forstyrret flere gange. Først havde den islamkritiske ungdomsbevægelse Generation Identitær arrangeret en protestaktion og senere afspillede ukendte gerningsmænd børneporno for deltagerne. Øjenvidner er rystede over, hvad de så.

Det radikale folketingsmedlem Samira Nawa var en af dem, der var med ved en virtuel ramadanmiddag, hvor chokerende og dybt ulovlige billeder pludselig kom ind på skærmen. Mads Claus Rasmussen /Ritzau Scanpix

Muslimer, kristne og jøder samlet om det samme virtuelle bord med religiøse repræsentanter fra alle tre religioner i form af biskopper, rabbinere og imamer. Musikalske indslag fra Isam B og Pernille Rosendahl. Taler fra udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

Der var torsdag aften lagt op til lidt af en ramadanmiddag på videotjenesten Zoom, da den globale coronapandemi umulig- og ulovliggør en traditionel stor forsamling. Arrangeret af Özlem Cekic og hendes forening Brobyggerne.