S-profil »håber ikke«, at Mette Frederiksen bliver NATO-chef

Internt i Socialdemokratiet er der nu stor bekymring for, hvad der skal ske, hvis Mette Frederiksen forlader dansk politik til fordel for en post i NATO. Ingen socialdemokrater har dog offentligt villet sige, at de ikke ønsker, at hun får posten. Før nu.

Frederik Vad Nielsen (th.) blev valgt til Folketinget ved valget 1. november 2022. Henning Bagger

Det største emne i dansk politik i disse dage må uden tvivl være Mette Frederiksens mulige kandidatur til posten som generalsekretær for NATO.

Siden den norske avis VG i april bragte hendes navn til bordet, har rygterne om hendes mulige kandidatur blot taget til i styrke, og i Socialdemokratiet taler de nu ligefrem om Mette Frederiksen, som om hun allerede er fortid i dansk politik.

Blandt socialdemokraterne er der stor bekymring for, hvad hendes exit vil betyde for partiet og regeringen. Men der er ingen centrale socialdemokrater, der har ønsket at stå offentligt frem og sige, at de håber, at hun ikke forlader dansk politik.

Men der er der nu.

I programmet »Akkurat« på P1, der blev sendt søndag eftermiddag, sagde den socialdemokratiske folketingspolitiker Frederik Vad, at han ikke håber, at Mette Frederiksen bliver udpeget til posten som generalsekretær i NATO.

»Jeg synes, at det er så sørgelig meget af det, der foregår i øjeblikket. Og jeg krydser stadig alt, hvad jeg har for, at det ikke bliver til noget,« sagde han i programmet til stor overraskelse for de andre medvirkende samt programmet vært Clement Kjersgaard.

»Hvad?,« kan man i bagrunden høre Zenia Stampe, der også er gæst i programmet, udbryde overrasket.

Da Clement Kjersgaard – også noget overrasket – efterfølgende må spørge ind til, hvad det er, der er så sørgeligt, forklarer Frederik Vad, at det er nødvendigt for Socialdemokratiet og for Danmark, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, så regeringen kan komme i gang med blandt andet at frisætte kommuner.

»Når jeg sidder i Folketinget så kan jeg jo høre fra både Enhedslisten over Danmarksdemokraterne, at det, man efterspørger på begge sider, er mere regulering, flere minimumskrav. Det var en af grundene til, at det her kunne bære. At der var nogle partier, der kunne gå sammen og sige 'mere frihed, mere frisættelse og tillid til lokaldemokratiet',« siger han:

»Det var jo noget af det, vi skulle til at gå i gang med. Alt det, er vi jo ikke gået i gang med endnu.«

Nyder international opbakning

Mette Frederiksen nægter selv, at hun er kandidat til posten som topchef i NATO, og siger at hun ikke er ude og lede efter et nyt job.

Under sit besøg hos den amerikanske præsident Joe Biden i Det Hvide Hus kom hun dog med en opsigtsvækkende udtalelse, der fjernede den sidste rest at tvivl om, hvorvidt hun er kandidat til posten:

»Det skal jeg da være ærlig at sige, at det er jeg da glad for. Jeg er da glad for at nyde en international opbakning i forhold til det arbejde, jeg udfører på vegne af Danmark.«

I P1-programmet bliver Frederik Vad spurgt om, om han synes, at det er forkert af Mette Frederiksen at prøve at blive NATO-generalsekretær, og at hun skal stoppe med at føre kampagne.

»Som en, der har kæmpet for Socialdemokratiet og været en del af en masse politiske udviklingsprocesser og skubbe partiet derhen, hvor vi er nu, synes jeg ikke, at der er noget mærkeligt ved at sige, at jeg da håber, at hun bliver som formand,« svarer han.