Det er en af de mest følsomme debatter i dansk politik.
Men opråbet kommer, da Lea Wermelin (S) som ung kvinde føler sig nødsaget til at blande sig.
Ifølge den tidligere miljøminister er det på tide, at abortgrænsen hæves.
Til Jyllands-Posten kalder hun det et vigtigt skridt for ligestillingen.
Hun synes, at grænsen som minimum skal hæves til 18 uger, men vil personligt godt være med på at »gå endnu længere end det«.
Dermed går Lea Wermelin, der i dag er klima-, energi- og forsyningsordfører for Socialdemokratiet, længere end sit eget partis ordfører på området.
Partiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, ser gerne grænsen hævet, men siger til Ritzau, at partiet ikke har lagt sig fast på 15 eller 18 uger.
»Vi går til forhandlinger med det for øje, at vi skal lave en forhåbentligt bred politisk aftale,« siger han.
Det er 50 år siden, at abortgrænsen på 12 uger blev indført i Danmark. Grænsen er ikke blevet ændret siden, og i dag har Danmark en af de laveste i Vesteuropa.
Lea Wermelin bakker op om partiets sundhedsordfører, men vil gerne blande sig i debatten, siger hun til Jyllands-Posten.
»Kvinder skal simpelthen have større mulighed for at bestemme over deres egen krop. Der er alle mulige årsager til, at en kvinde ikke ønsker et barn (...) Det må være op til kvinden, som står i en ualmindelig svær situation, selv at træffe et valg, i stedet for, at hun skal spørge staten om lov,« siger Lea Wermelin.
Sådan som reglerne er i dag, skal kvinder søge om lov til at få foretaget en abort efter uge 12.
Det Etiske Råd anbefaler, at abortgrænsen skal rykkes
Debatten om abort er igen blusset op, da Det Etiske Råd tirsdag kom med dets anbefalinger til abortreglerne.
Fire af rådets medlemmer anbefaler, at grænsen forbliver på 12 uger. Fire anbefaler, at den hæves til 15 uger. Et flertal på ni medlemmer anbefaler, at grænsen skal flyttes til 18. graviditetsuge.
Det har fået regeringen til at lægge op til forhandlinger om at indføre en højere abortgrænse – uden dog at tage afsæt i en konkret grænse på eksempelvis 15 eller 18 uger.
Mens SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet har efterspurgt en hævet abortgrænse, har en række borgerlige partier afvist det.
De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, erklærer sig ligefrem chokeret over dele af anbefalingerne fra Det Etiske Råd.
»Vi synes ganske simpelt, at spændet mellem liv og død bliver for lille, i og med at vi faktisk prøver at redde små børn, der bliver født i uge 22,« siger hun til Berlingske.
Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne er også imod at hæve grænsen. Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, har tidligere afvist at ændre på abortgrænsen.
Moderaterne støtter Det Etiske Råds anbefaling om abortgrænse ved 18 uger.
Venstre venter på at tage diskussionen i Folketinget, før partiet lægger sig helt fast på, hvad grænsen skal hæves til.
»I regeringen har vi ikke lagt os fast på en eventuel ny ugegrænse, men vi er åbne over for at drøfte spørgsmålet, og jeg ser frem til at dykke grundigt ned i udtalelserne fra Etisk Råd sammen med Folketingets partier,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i et interview til Berlingske.




