En russisk ubåd er tirsdag formiddag på vej igennem Storebælt på vej mod nord.
Det bekræfter Forsvarets Operationscenters vagtchef, Lars Wulff.
»Det er vi opmærksomme på, men det sker jævnligt, og de må også gerne sejle der,« slår Lars Wulff fast over for Berlingske.
På trods af at gennemsejlingen umiddelbart er »helt ufarlig«, har Forsvaret haft et af deres skibe ude, for at »vise, at vi er der«, fortæller Lars Wulff. Noget, der er normal procedure, når lande, der ikke er medlem af NATO, sejler gennem dansk farvand.
Der er indtil videre ingen meldinger om, hvad den russiske gennemsejling skyldes.
Hybridkrig fortsætter
Storebælt er den midterste af tre forbindelsesveje mellem Kattegat og Østersøen, og området har på det seneste været under tæt overvågning og omtale, efter at flere russiske »hændelser« i Østersøen har givet anledning til at efterforske for sabotage.
I sidste uge bordede finske myndigheder et russisk kontrolleret fragtskib, som man mistænker for sabotage af et elkabel og flere datakabler mellem Estland og Finland.
Senest har Sveriges statsminister tirsdag sagt, at det er nødvendigt for Østersølandene at intensivere den maritime overvågning af aktivitet i Østersøen.