En russisk mand, der er varetægtsfængslet i en mørklagt sag om en bombetrussel mod Billund Lufthavn, skal forblive fængslet i yderligere fire uger.

Det har en dommer ved Retten i Kolding torsdag bestemt.

Manden blev anholdt 20. april, efter at der blev indleveret en genstand - muligvis med sprængstof - til Billund Lufthavn.

Det medførte, at lufthavnen blev lukket ned i ni timer, og cirka 10.000 passagerer blev forstyrret af hændelsen.

Sydøstjyllands Politi foretog efterfølgende en kontrolleret sprængning af den indleverede genstand.

Politiet har dog ikke meldt ud, om der rent faktisk var tale om sprængstof.

Det er endnu uvist, hvilken forbrydelse politiet og anklagemyndigheden mener, at manden, der er i 30'erne, har gjort sig skyldig i.

Det kom heller ikke frem ved torsdagens fristforlængelsesmøde, selv om dørene - trods anklagerens anmodning - forblev åbne.

Sigtelsen blev ikke nævnt under retsmødet, hvor specialanklager Bettina Wagner gav en status på de efterforskningsskridt, der er taget.

Det står klart, at politiet kobler hændelsen i lufthavnen til en sprængning af en hæveautomat ved Legoland tidligere samme dag.

Man har også sikret dna-spor på en kop og en juicebrik i en hytte i det nærliggende feriecenter Lalandia.

Anklageren oplyste under retsmødet, at der endnu mangler "enkelte yderligere efterforskningsskridt" i relation til de kriminaltekniske erklæringer, der er indhentet i sagen.

Hun oplyste også, at hændelsen i lufthavnen havde berørt 31 flyafgange den pågældende dag, og at man fortsat afventer erstatningskrav fra flere luftfartsselskaber.

Torsdagens retsmøde foregik via videoforbindelse til arresten, hvor den russiske mand sidder varetægtsfængslet.

Den sigtede var iført sort T-shirt og har tatoveringer på armene. Han havde taget plads ved siden af sin forsvarsadvokat, Mads Kjær Jensen.

En tolk sad ved den sigtedes side og oversatte anklagerens og dommerens ord til russisk.

Ligesom de to tilstedeværende journalister fra DR og Ritzau protesterede russeren og hans advokat mod anklagerens krav om dørlukning.

Forsvarsadvokaten havde dog ingen bemærkninger til dommerens beslutning om at forlænge varetægtsfængslingen.

En dommer skal på ny tage stilling til sagen 31. oktober.

/ritzau/