Den ser dum og ikke særlig skræmmende ud.
UR7e er en arm med fem led, der gør den i stand til at bevæge sig præcist i tre dimensioner, og så er den forsynet med et visuelt sanseapparat og en begrænset kunstig intelligens, der på ingen måde fatter, at Danmarks finansminister står ved siden af den og taler om sikkerhedspolitik, strategisk selvforsyning, Draghi-rapporten og EU-bureaukrati – dybest set Europas fremtidige relevans – mens han helst ikke vil tale om afkastbeskatning og manglende investeringsvilje i europæisk ai og industri.

