»Få genåbnet noget mere af Danmark.«

Sådan lyder den klare besked fra Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, efter at myndighederne nu har sænket risikoniveauet for coronaepidemien fra niveau fem til niveau fire.

»Børnene skal tilbage i skole, og vi skal have genåbnet de liberale serviceerhverv nu,« tilføjer Martin Geertsen.

Risikoniveauet er sænket samlet set på landsplan. Ser man på de enkelte regioner, er Region Hovedstaden dog fortsat på niveau fem.

»Vi har en smitteudvikling, der er stabil, vi ser fortsat samfundssmitte, men vi får slået hurtigt ned på de lokale udbrud, når de viser sig,« skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Mindre smitte blandt de ældste

Magnus Heunicke henviser til et notat om risikovurderingen for uge ti fra covid-19-risikogruppen, hvor de regionale forskelle i smitteforekomsten nævnes.

»Smitten er stigende i Region Midtjylland, mens der ses et markant fald i Region Nordjylland og et mindre fald i Region Syddanmark. Smitteforekomsten i de resterende regioner er stabile. Den højeste smitteforekomst ses fortsat i Region Hovedstaden, hvor flere Vestegnskommuner har vedvarende høje smitteforekomster,« lyder det i notatet.

Samtidig fremgår det af risikovurderingen, at der ses et stort fald i smitteforekomsten blandt de ældste på over 80 år, hvoraf en stor del nu er blevet vaccineret.

Til gengæld er der en stigning i smitten blandt især de seks- til niårige, og også blandt de 50-55-årige.

»Det er særligt i Region Hovedstaden og i Region Syddanmark, at der ses markante stigninger i aldersgruppen 6-9 årige, og parallelt med denne udvikling ses også en stigning i er antallet af nye mulige udbrud på grundskoler,« lyder det.

Fungerer varslingssystemet efter hensigten?

Myndighederne indførte i efteråret sidste år de forskellige varslingsniveauer for at give større gennemsigtighed om, hvilke restriktioner der kunne være på vej for at inddæmme den stigende smitte med covid-19.

Niveau fem dækker over »udbredt samfundssmitte og risiko for, at kapaciteten på sygehusene overstiges«, mens niveau fire betegnes som »udbredt samfundssmitte og begyndende pres på kapacitet på sygehusene«.

Ifølge Martin Geertsen kan der dog sættes spørgsmålstegn ved, om varslingssystemet nogensinde har fungeret efter hensigten.

»Den oprindelige tanke var at lave nogle risikoniveauer, så man kunne se, hvilke restriktioner, man kan forvente på hvilke niveauer. Det er det jo ikke blevet anvendt til,« siger han.

Risikoniveauet har været på niveau fem siden 5. januar, hvor myndighederne gik i alarmberedskab af frygt for den britiske mutation.

Skolebørn og liberale erhverv skal tilgodeses

Hvad angår situationen nu og her, fastslår Venstre, at det sænkede risikoniveau er et yderligere argument for at få genåbnet mere af landet.

»Det, som skal åbnes lige nu og her, det er, at børnene skal tilbage i skole, og de liberale serviceerhverv skal åbnes. Det er for eksempel frisører, køreskoler og kropsplejeklinikker. Det har vi argumenteret for længe, og nu bliver vi bestyrket i, at det skal ske nu,« siger Martin Geertsen.

Hvad angår skolerne, forestiller Venstre sig en model, hvor eleverne kommer tilbage i skole hver anden uge, så der kun er 50 procents fremmøde.

»Man kan jo godt opstille nogle forskellige foranstaltninger,« siger sundhedsordføreren.

Den seneste tid har flere partier presset hårdt på for at få genåbnet mere af Danmark i lyset af de lavere smittetal.

Torsdag aften var der partilederdebat om emnet, hvor de blå partier var enige om, at regeringen og støttepartierne har behandlet coronavirussen med for stor overforsigtighed. De ønsker samlet en større genåbning nu.

Fredag mødtes statsminister Mette Frederiksen (S) med partilederne for at se på en langsigtet genåbningsplan. Regeringen går efter at præsentere en samlet plan 23. marts.

Men det haster altså alvorligt med genåbning ifølge Venstre – ikke mindst i lyset af det sænkede risikoniveau, lyder det fra regeringens største oppositionsparti.