Over 1.000 patienter har de seneste år reddet livet, fordi et kritisk forskningsprojekt har ført til, at danske læger er ophørt med at bruge en ellers meget udbredt behandling, som viste sig at kunne være direkte skadelig.
Det fremgår af nye tal fra Rigshospitalet, der tilbage i 2012 stod bag en opsigtsvækkende forskning, der undersøgte effekten af et meget udbredt præparat, HES, der i årtier var blevet brugt over store dele af verden til blandt andet blodforgiftning.
»Der er en del relativt simple behandlinger, som vi giver til rigtigt mange patienter, men som i virkeligheden ikke er blevet ordentligt undersøgt. Denne forskning viser det potentiale, der er i at lave kliniske forsøg af ting, vi gør hver eneste dag på intensivafdelingerne, men som aldrig er blevet testet til bedste standard. Når vi så kigger nærmere på dem, viser det sig ofte, at de ikke virker og i nogle tilfælde ligefrem er skadelige,« siger professor Anders Perner fra intensivafdelingen på Rigshospitalet.
Sammen med andre forskere påviste han tilbage i 2012, at såkaldte HES-lægemidler, en blodplasmaerstatning, der i årevis havde været en del af standardbehandlingen til at forbedre kredsløbet ved blodforgiftning, i realiteten øgede patienternes risiko for at få bl.a. nyresvigt og dø – sammenlignet med en mere simpel behandling med en saltvandsopløsning, som gav bedre resultater, fik flere til at overleve og var meget billigere.
Forskningen førte til, at danske hospitaler stort set ophørte med at bruge de pågældende præparater – med markante resultater til følge.
Ifølge et nyt estimat har det kliniske forsøg, siden det blev sat i gang i 2009, sparet samfundet 52 mio. kr. i udgifter til de pågældende præparater, 4.400 overflødige blodtransfusioner samt reddet 1.184 liv, oplyser Rigshospitalet.
Den danske forskning har også ført til, at der er indført skærpede betingelser for brugen af HES i EU, men der har også været modstand og protester fra lægemiddelindustrien, påpeges det.
»Vi har i mange år haft tradition for at gøre noget, som vi rent faktisk ikke har særligt gode beviser for virker – nemlig væskebehandling til patienter med blodforgiftning. Vi er også i en situation, hvor lægemiddelfirmaer ikke har den store interesse i området, fordi det er svært at tjene penge på at lave saltvand. Derfor bliver der heller ikke forsket så meget i effekten. Den slags forskning kræver i stedet offentlige midler, fondsbevillinger og filantropiske donationer,« siger Anders Perner, der også er forskningsleder for CRIC (Centre for Research in Intensive Care).
Her har man i flere tilfælde påvist, at gængse og udbredte behandlinger i realiteten var overflødige eller direkte skadelige.
Men hans erfaring er også, at den slags forskning bliver vanskeligere og administrativt tungere at gennemføre.
Derfor opfordrer han til, at man etablerer en »forsøgsmaskine«, der systematisk tester nye behandlinger det første år efter indførelsen for at sikre, at de rent faktisk virker – eller måske viser sig at være overflødige eller direkte skader mere, end de gavner.
»Helt konkret skal der fra politisk og regionalt hold sættes flere ressourcer og midler af til den helt patientnære forskning. Vi skal prioritere den forskning, der kan bidrage til sundheden ved at konkludere klinisk, hvilke behandlinger der kommer flest patienter til gavn,« siger Anders Perner.
