Politiet på Bornholm har anholdt en person, og sagen er efter anklagemyndighedens opfattelse af en sådan karakter, at den anholdte bør spærres inde under politiets efterforskning.

Ifølge Bornholms Politi er der tale om en 41-årig mand, som mandag eftermiddag blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Bornholm.

Her blev det besluttet, at han skulle varetægtsfængsles i syv dage.

Men hvad sagen nærmere drejer sig om, ønsker Bornholms Politi foreløbig ikke at oplyse.

Politikredsen oplyste til Ritzau, at anklagemyndigheden inden grundlovsforhøret ville komme med en begæring om dobbeltlukkede døre ved grundlovsforhøret i sagen.

Lukkede døre er forholdsvis almindeligt og betyder, at de foreløbige oplysninger fra politiets efterforskning ikke bliver fremlagt i et offentligt retsmøde.

Men sigtelsen - altså den konkrete mistanke, som politiet efterforsker - læses normalt op i et åbent retsmøde. Først derefter vil anklageren - eller forsvareren - komme med sin begæring om lukkede døre.

Indimellem ønsker anklagemyndigheden, at sigtelsen ikke kommer frem, og anmoder derfor retten om at lukke dørene allerede inden oplæsningen af denne. Det er det, som kaldes dobbeltlukkede døre.

Det kan kun ske, når det har afgørende betydning for politiets efterforskning eller har betydning i forhold til fremmede magter.

Ifølge Ritzaus oplysninger drejer sagen sig imidlertid om narkotikakriminalitet.

Retten på Bornholm oplyser, at mandagens retsmøde blev sat til at gå i gang klokken 13.00.

RITZAU