På Fejø i Smålandshavet nord for Lolland ligger restauranten Strathenborg. Ejeren hedder Frank Strathe og kører i en Aston Martin-sportsvogn.

Det er fakta i det, som de fleste mennesker vil kalde "virkeligheden".

I forfatter Thomas Bobergs roman "Insula", som foregår på en lille dansk ø, ligger restauranten Knautenburg. Ejeren hedder Rolf og kører i forskellige sportsvogne, blandt andet en orange Pontiac og en Lamborghini.

Det er ikke virkeligt - det er fiktion.

Den opdigtede Rolf er i bogen fremstillet som en voldelig drukkenbolt, der kører spritkørsel, men fordi den fiktive figur i øvrigt har flere lighedspunkter med virkelighedens Frank Strathe, er en dommer ved Retten i Nykøbing Falster nu blevet sat på arbejde.

Frank Strathe har nemlig anlagt en injuriesag mod forfatteren og forlaget Gyldendal, som udgav bogen, der udkom i august sidste år. Onsdag tog retten hul på sagen.

Efter et længere indløb med oplæsning af passager fra bogen og fra en Facebook-gruppe kaldet Fællesskabet Fejø samt boganmeldelser fra landets store aviser sætter Frank Strathe sig i vidneskranken.

Han ser bogen som et karaktermord på ham - et karaktermord, der er baseret på løgne om voldelighed, trusler og spritbilisme, men pakket ind i så mange detaljer fra virkelighedens verden, at det er svært at holde skæg for sig og snot for sig - virkelighed fra fantasi.

- 95 procent af det, der står, er rigtigt, fortæller Frank Strathe om en passage af bogen, som beskriver et ophold på det fiktive Knautenburg, men som efter Strathes opfattelse minder så meget om en konkret aften på virkelighedens Strathenborg, at man kommer til at sætte lighedstegn mellem den voldelige Rolf fra fiktionens verden og virkelighedens Frank.

- Det er en en-til-en-beskrivelse af, hvordan den aften forløb, de retter, der blev serveret, og de folk, som kom forbi, fortæller Frank Strathe.

Men et er virkelighed - noget andet fiktion. Og det er Thomas Bobergs og Gyldendals opfattelse, at selv om forfatteren er inspireret af virkeligheden, så er romanens figurer ikke virkelige. Det er fiktion, og derfor vil de frifindes.

- Jeg er drevet af fortællingens kraft, og Rolf har i min verden intet med Frank Strathe at gøre, lyder det fra Thomas Boberg, da det er hans tur til at forklare sig.

- Rolf passer ind i det her univers, fordi jeg havde brug for en bøllefigur, som er meget karikeret. Der skal være en, som skaber ubalance i det her univers, fortæller forfatteren.

Ifølge ham kender han ikke til Frank Strathes liv, og om det faktum, at figuren Rolf er sikkerhedsvagt i hovedstaden, hvor virkelighedens Frank Strathe har et vagtfirma, siger han:

- Jeg tror ikke, jeg har tænkt videre over det. Det passede meget godt, fortæller Thomas Boberg, som dog godt var klar over, at det passede på Frank Strathe også.

- Det vidste alle på Fejø, siger Thomas Boberg, som dog medgiver, at han nok havde forventet en reaktion fra nogle på øen.

- Jeg havde da nok forventet, at nogle ville kunne genkende noget og knurre over det. Men jeg har hele tiden følt, at jeg var så langt væk fra virkeligheden, så det måtte være op til læseren at vurdere det.

Sagen er anlagt som en privat straffesag efter straffelovens regler. Og Frank Strathe forlanger forfatteren og forlaget idømt en bøde og kræver, at de betaler ham 90.000 kroner.

Derudover skal de medgive, at påstandene i bogen er "uberettigede", som det hedder i juraens verden.

Sagen fortsætter fredag. Her skal tre vidner, som er indkaldt af Strathes advokat, afhøres, inden advokaterne skal procedere, og sagen optages til dom, som vil blive afsagt på et endnu ukendt tidspunkt.

/ritzau/