Brandvæsenet rykkede onsdag kort før middag ud efter en anmeldelse om brand i Tivoli midt i København.
Branden omfattede Pantomimeteatret og den nærliggende restaurant Grøften, hvorfra gæster blev evakueret, oplyser politiet.
Hovedstadens Beredskab forklarer på et møde med pressen, at branden formentlig opstod på grund af en kortslutning i elinstallationer.
Branden blev hurtigt slukket. 25 brandfolk var involveret i indsatsen.
Der er tale om "minimale bygningsskader", lyder det i en mail fra Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch.
Forlystelseshavens interne beredskab reagerede med det samme, lyder det fra direktøren.
Samtidig retter hun en stor tak til både brandvæsen og politi for indsatsen.
På grund af udrykningen foretog politiet afspærringer mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade.
/ritzau/
