Rektor tager skarpt afstand fra institutleders tyveri og hærværk mod Kunstakademiets buste: »På ingen måde acceptabelt«

For nylig blev en buste af Frederik V stjålet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og væltet i Københavns Havn. Institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld er bortvist, efter at hun har taget ansvaret for hændelsen.

Kirsten Langkilde, rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, tager afstand fra tyveriet af og hærværket mod en buste af Frederik V. Hochschule für Gestaltung

Rektoren på Det Kongelige Danske Kunstakademi reagerer nu på det tyveri af og hærværk mod en buste af Frederik V, som fandt sted for nylig.

Busten blev smidt i Københavns Havn.

Katrine Dirckinck-Holmfeld, der er institutleder for Kunst, Skrift og Forskning på Kunstakademiet, har i et interview i Politiken fredag erkendt, at hun står bag »happeningen«.

Det Kongelige Danske Kunstakademi har lagt en pressemeddelelse ud på sin hjemmeside. Her reagerer Kirsten Langkilde, der er rektor på stedet, på episoden.

»Tyveri og hærværk er kriminelle handlinger – uanset konteksten. Det er på ingen måde acceptabelt, og jeg vil gerne understrege, at jeg tager skarpt afstand fra tyveriet og hærværket mod busten af Frederik V,« siger Kirsten Langkilde ifølge pressemeddelsen.

Torsdag oplyste Katrine Dirckinck-Holmfeld til Kunstakademiet, at hun stod bag hændelsen.

Fredag blev hun bortvist af ledelsen som følge af sin indrømmelse.

Kunstakademiet skriver, at man ikke har yderligere kommentarer.

Berlingske forsøger at få fat i Katrine Dirckinck-Holmfeld med henblik på et interview.

Læs mere om episoden hos Berlingske her.