Den voldsomme storm i oktober har ramt danske havne hårdt.

I alt er der sket skader for 90 millioner kroner på de 49 lystbådehavne. Og én havn er ramt særligt hårdt.

Skaderne ved Rødvig Havn på Stevns er opgjort til 13.350.000 kroner, og det er dermed den havn, der er ramt hårdest i landet. Det skriver TV 2 Kosmopol.

»Vi havde nok frygtet, at beløbet ville være så højt,« siger Lars Olsen, der er havnefoged i Rødvig Havn, til TV 2 Kosmopol.

Havnen er ifølge mediet fuld af sand, og molerne er ødelagte. Molerne skal desuden genopbygges både stærkere og mere klimasikre.

Men det er langt fra kun Rødvig Havn, der er ramt af store skader.

15.000 kroner til 13,3 millioner kroner

Skadesbeløbet er i alt mere end fire gange så stort som skaderne efter stormen Bodil i 2013, og beløbene spænder i et omfang fra 15.000 kroner til 13,3 millioner kroner pr. havn.

Derfor vil Foreningen af Lystbådehavne i Danmark nu have økonomisk hjælp fra regeringen til at betale regningen.

»De ramte havne står i dag helt alene med regningen efter stormfloden. Det gælder finansiering og genetablering af skadede moler, broer og anlæg,« siger formand for havneforeningen Bent Ole Jonsen ifølge Ritzau.

»Vi opfordrer erhvervsministeren til at yde hjælp her og nu til de berørte havne.«

Morten Bødskov siger i en kommentar til Ritzau, at lystbådehavnene »i en årrække har haft mulighed for at tegne en privat forsikring mod stormflod«.

»Hvis de har benyttet sig af den mulighed, kan de igennem den opnå erstatning for skader på havne- og kajanlæg,« siger ministeren.

Erhvervsministeren har tidligere oplyst, at han har inviteret Folketingets parter til et møde om stormflodsordningen for at drøfte mulige justeringer.

Her er et overblik over, hvordan beløbene fordeler sig:

  • 32 havne har haft skader for under en million kroner.

  • 11 havne har haft skader for en-fem millioner kroner.

  • To havne har haft skader for fem-ti millioner kroner.

  • Fire havne har haft skader for over ti millioner kroner.