Sjællands Universitetshospital skal spare 150 millioner kroner i 2025. Kravet kommer oven på et år, hvor hospitalet kun har kunnet barbere halvdelen af et hul i budgettet på 400 millioner fra året før.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Hospitalsdirektør Ricco Norman Dyhr afviser ikke, at det kan komme til at gå ud over behandlingsgarantien, når der skal findes så mange penge i hospitalets budget, fortæller han til mediet.
»Det bliver et dilemma, at vi på en gang skal omstille vores drift, så den bliver mere effektiv og samtidig skal håndtere patientrettighederne.«
Ud over forventningen om længere ventetider på Sjællands Universitetshospital vil sparerunden også betyde, at der skal afskediges medarbejdere. Det er dog »en del under« 100, forsikrer hospitalsdirektøren.
Omvendt rygstød til udfordret region
Region Sjælland er i forvejen den af landets regioner, hvor sundhedsvæsnet er mest presset, som Berlingske tidligere har beskrevet.
I en rapport om »De nationale mål for sundhedsvæsnet«, som blev præsenteret i november i år, lå Region Sjælland væsentligt under gennemsnittet på 29 ud af 46 indikatorer, der fortæller om kvaliteten af indsatsen på en række områder.
Indikationerne omhandler alt fra overlevelsen af kræft til mobilisering af patienter med lårbensbrud.
For eksempel fremgik det af rapporten, at blot 66 procent af kræftpatienterne kommer igennem pakkeforløbene inden for de anbefalede tidsfrister. Det skal holdes op mod resten af landet, hvor 76 procent af patienternes behandling opfylder anbefalingerne.
Til gengæld påpegede både regeringen og patientorganisationerne, at der også var områder, hvor Region Sjælland præsterede »udmærket«. Der var nemlig forholdsvis korte ventetider på at komme i behandling på sygehusene i regionen.
Det er blandt andet den ventetid, man på Sjællands Universitetshospital kan blive nødt til at gå på kompromis med.
Sparerunden og frygten for forlængede ventetider på Sjællands Universitetshospital kommer i kombination med, at man fra det nye år genindfører behandlingsgarantien på 30 dage. Den har ellers været udvidet til 60 dage siden februar 2023.




