Regeringens ekspertgruppe overvejer, om hjemmetest bør erstatte pcr-test

Det nuværende testsystem kan muligvis ændres, så pcr-test bruges i andet led i stedet for i første. Det har medlemmerne i regeringens Faglige Referencegruppe diskuteret ved et møde i dag.

Hjemmetest kan fremadrettet muligvis erstatte pcr-test. Det er i hvert fald en mulighed, som regeringens faglige referencegruppe diskuterede ved et møde fredag eftermiddag.

»Det blev i høj grad diskuteret, om man kan erstatte pcr-test med hjemmetest. Sådan at pcr-testene fremadrettet skal bruges til at verificere, om dem, der er fundet positive ved en anden test, rent faktisk er positive. Derudover vil monitorering af blandt andet spildevand indgå i smitteopsporingen,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.