Regeringen klar med skattelettelser til de unge danskere
Et nyt udspil fra regeringen er på trapperne. Nu løfter Venstre sløret for skattelettelser til de yngste lønmodtagere.

Et nyt udspil fra regeringen er på trapperne. Nu løfter Venstre sløret for skattelettelser til de yngste lønmodtagere.

Regeringen er klar med et nyt udspil om fritidsjob.
Det skriver Venstre i dag på deres hjemmeside, hvor der står, at de vil tage en bred vifte af tiltag i brug.
Et af de tiltag er en skattelettelse til unge danskere under 18 år.
Helt konkret ønsker regeringen, at AM-bidraget på otte procent skal fjernes for de yngste skatteydere.
»Det bedste, man kan gøre for et ungt menneske, er at give dem mulighed for et fritidsjob. Og vi har kunnet konstatere, at antallet af fritidsjob til unge mennesker er faldet over tid. Det er jo det, vi siger, at vi skal gøre noget ved nu,« lyder det fra Troels Lund Poulsen (V) til Avisen Danmark.
Når din lønseddel tjekker ind i e-Boks hver måned, kan alle lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende se en post på otte procent, der er det såkaldte arbejdsmarkedsbidrag, som trækkes fra din bruttoindkomst – som er den samlede indkomst, du modtager, før der fratrækkes A-skat.
Ifølge tal fra Finansloven 2020 modtog staten omkring 105 milliarder kroner fra AM-bidrag.
Skattelettelsen vil ifølge regeringen koste i omegnen af 150 millioner kroner, skriver Avisen Danmark.
Men hvad betyder det for ungarbejderen?
»Det vil betyde, at en 17-årig ungarbejder fra supermarkedet, der tjener 3.000 kroner om måneden, får hele 2.800 kroner mere ind på bankkontoen om året,« skriver Venstre på deres hjemmeside.