Tysk surfer forsvandt ved Hanstholm - blev senere fundet
En redningshelikopter blev sendt i luften, efter surferen blev meldt savnet mandag.
En redningshelikopter blev sendt i luften, efter surferen blev meldt savnet mandag.
En tysk surfer forsvandt mandag ved Hanstholm i det nordvestlige Jylland, men blev senere på aftenen fundet.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Maria Jensen til TV Midtvest.
Politiet var til stede, og en redningshelikopter blev sendt i luften for at deltage i eftersøgningen.
Ifølge vagtchefen blev surferen meldt savnet, fordi anmelderen ikke havde set ham siden klokken 13.00.
Flere timer senere blev han fundet igen. Det oplyste vagtchefen omkring klokken 18.40.
- Han rettede selv henvendelse til os, sagde Maria Jensen til TV Midtvest.
Ud over politiet var også Nordjyllands Beredskab og Forsvarets Kystredningstjeneste til stede under eftersøgningen.
En lignende hændelse fandt sted for to uger siden i surferområdet ved Hanstholm.
Her forsvandt en 61-årig tysk surfer i flere timer 27. juli. Han blev senere samme dag fundet i god behold. Det oplyste Midt- og Vestjyllands Politi i den forbindelse på meddelelsestjenesten Politi Update.
RITZAU