Redningsaktion ved kæntret båd afblæses - ejer fundet i god behold
Ingen personer meldes forulykket, efter at båd søndag morgen blev set ligge med bunden i vejret.
Ingen personer meldes forulykket, efter at båd søndag morgen blev set ligge med bunden i vejret.
Politi og søredningsmyndigheder satte søndag formiddag ind med en redningsaktion ved Præstø Fjord omkring Feddet i Faxe Kommune, efter at flere borgere har anmeldt, at en båd ligger på hovedet i vandet.
Anmeldelserne fik politiet og Forsvarets søredningstjeneste JRCC til at rykke ud med blandt andet en helikopter, der skulle lede efter mulige forulykkede.
Men i en opdatering på meddelelsestjenesten Politi Update fortæller politikredsen Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at ejeren er fundet og er i god behold.
- Båden var kæntret lørdag aften, og man var svømmet i land og havde efterladt båden i fjorden, lyder det i opdateringen.
Der var tale om en mindre sportssejlbåd med sejl ifølge anmeldelserne.
RITZAU