Rapport: Danske coronaindgreb mod ældre var »ekstremt hårdhændede«

En ekspertgruppe har for Djøf analyseret erfaringerne med coronanedlukningen i foråret i en stribe lande. På ældreområdet var andre lande langt bedre til at finde en passende balance, hvor de ældre ikke blev totalt isoleret på plejehjemmene, som det var tilfældet i Danmark.

I Danmark var alle plejehjem underlagt et restriktivt besøgsforbud, som kunne opfattes som et »unødigt omfattende indgreb i retten til bevægelsesfrihed samt retten til familie- og privatliv«, vurderes det i en Djøf-rapport. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Regeringen og de danske myndigheder gik for hårdhændet til værks, da man under coronakrisen i foråret greb ind med restriktioner på landets plejehjem, så de ældre ikke kunne få besøg af og komme i kontakt med deres pårørende.

Andre lande var langt bedre til at finde en passende balance, hvor de i større udstrækning tog hensyn til de ældres sundhed uden de voldsomme indgreb i deres personlige frihed, som det er ikke at kunne se sin egen familie.