Vestre Landsret har torsdag omgjort en usædvanlig sag mod en pusher, som var tiltalt for at være skyld i, at to kvinder døde efter at have indtaget stoffer.

Mens han i byretten blev dømt for uagtsomt manddrab i relation til begge kvinders død, er han i landsretten blevet frifundet i forhold til den ene kvinde.

Det fortæller mandens forsvarer, Niels Lyhne.

Landsretten har i sagen nedsat den 27-årige Mo Nourys straf til et års fængsel. I Retten i Aarhus var han idømt to år og seks måneders fængsel.

Straffen dækker også over, at han har erkendt at have solgt stoffer.

Blandt andet var han i besiddelse af og gav stoffer til blandt andre de to kvinder, som døde.

Kvinderne døde med fem ugers mellemrum i juli og september 2023. De blev 18 og 23 år.

Begge boede i den 27-åriges lejlighed i Brabrand i de sidste dage af deres liv.

I første omgang besluttede politiet at sigte manden for drab.

Men da sagen efter lang tids efterforskning blev indbragt for retten, handlede tiltalen om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

- Man har ikke sagt, at det var under særligt skærpende omstændigheder, at han straffes, siger forsvareren efter landsretsdommen.

Desuden oplyser han, at landsretten har frifundet den 27-årige for forsætligt at have udsat kvinderne for fare.

Han er dog skyldig i at have efterladt begge kvinder i hjælpeløs tilstand.

I forhold til den kvinde, hvor han nu er frifundet for uagtsomt manddrab, havde kvinden også indtaget kokain, hvilket den 27-årige ikke vidste, forklarer forsvareren.

- Han har ikke kunnet vide, at den pågældende kvinde har taget flere stoffer, end dem han var klar over, at hun fik, siger Niels Lyhne.

Den 27-årige har i retten fortalt om vilde fester, hvor han og de unge kvinder holdt sig vågne i flere døgn ved hjælp af piller og stoffer.

- Jeg har ikke lagt noget i nogens mund. Pigerne har selv valgt at tage det, sagde han, da sagen blev behandlet i Retten i Aarhus.

I sagen skal den 27-årige foruden fængselsstraffen betale erstatning til den ene kvindes mor.

/ritzau/