Psykiaters navn stod på patients dødsliste
En mand nægtede sig skyldig i drabsforsøg, men retten fandt det bevist, at han havde til hensigt at dræbe.
En mand nægtede sig skyldig i drabsforsøg, men retten fandt det bevist, at han havde til hensigt at dræbe.
En mand havde taget en kniv og en dødsliste med til en planlagt samtale med en psykiater. På dødslisten var psykiaterens navn, og manden gav udtryk for, at han ville slå psykiateren ihjel.
Manden, der i dag er 34 år, er torsdag fundet skyldig i drabsforsøg og blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling. Der er ikke nogen slutdato for anbringelsen.
Senioranklager Rosa Pape fra Østjyllands Politi mener, at resultatet er det rette.
- Anbringelse på psykiatrisk afdeling er en foranstaltning, der kun anvendes over for potentielt farlige psykisk syge personer - og denne sag viser med al ønskelig tydelighed, at den 34-årige er meget farlig, hvis han ikke fastholdes i behandling, siger hun i en pressemeddelelse.
Drabsforsøget fandt sted om formiddagen den 10. december sidste år på psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby ved Aarhus.
Her tog manden kniven frem og sagde, at han ville dræbe psykiateren.
Det lykkedes personalet på stedet at komme i sikkerhed fra det lokale, hvor den 34-årige mand var, og Østjyllands Politi oplyser, at det ankom efter nogle minutter og overtog håndteringen af knivmanden.
Ingen kom til skade i forbindelse med episoden.
Det var en skærpende omstændighed, at den person, som han forsøgte at dræbe, var en person i offentlig tjeneste. Manden er foruden drabsforsøg dømt for at have overtrådt knivloven.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden hændelsen.
Retten i Aarhus har behandlet sagen som en nævningesag over fire dage. Under sagen har manden nægtet sig skyldig og sagt, at han ikke havde til hensigt at dræbe, og at han frivilligt var trådt tilbage fra gerningen.
Nævningetinget fandt det derimod bevist, at den 34-årige mand havde til hensigt at gennemføre drabet, og at årsagen til, at det ikke blev udført, var, at der var en sygeplejerskestuderende med til mødet, og at psykiateren forlod lokalet.
Manden overvejer, om han vil anke dommen til landsretten. Det skal i så fald ske inden for 14 dage.
RITZAU