Propalæstinensiske demonstranter samledes foran journalists lejlighed efter afsløring om opfordring til terrorstøtte

En svensk journalist kunne torsdag aften kigge ud på demonstranter fra sin lejlighed efter en afsløring i det svenske medie Sydsvenskan.

Billedet er fra en demonstration i forbindelse med Eurovison.  Johan Nilsson/EPA/Ritzau Scanpix

Torsdag aften var omkring 50 demonstranter samlet foran den svenske journalists lejlighed.

Det skete efter en større afsløring i det svenske medie Sydsvenskan, som Berlingske også har beskrevet.

»I løbet af torsdag aften har flere personer opsøgt reporter Inas Hamdan på Sydsvenskan uden for hendes hjem. De bar palæstinensiske flag, og en person med en megafon råbte journalistens navn,« skriver mediet.

En situation, avisens ledelse ser meget alvorligt på

»De råbte truende tilråb rettet mod hendes journalistiske arbejde,« siger chefredaktør Malena Henriksson.

Mediet har siden årsskiftet optaget og analyseret slogans udelukkende fra ledende personer ved demonstrationerne.

Sydsvenskans fokus er de såkaldte søndagsdemonstrationer, der har været en fast søndagsbegivenhed i de svenske gader siden 7. oktober, og som i Malmø er arrangeret af et netværk af 15 palæstinensiske foreninger.

På svensk kræver de våbenhvile, humanitær assistance og et stop for Israels dødelige angreb.

Når de arabiske slogans gjalder gennem gaderne, hyldes Hamas' ledere, og der opfordres til nye angreb på Israel.

Under demonstrationer i efteråret 2023 var der gentagne hyldester til Qassam-brigaderne, der stod bag terrorangrebet på Israel 7. oktober 2023, som dræbte 1.200 mennesker, mange af dem civile.

Ved en demonstration i februar lød hyldestsange til Abu Obaida, talsmand for Qassam-brigaderne, i gaderne.

»Vi accepterer ikke en fredelig løsning. Det accepterer vi ikke. Haifa og Jaffa (israelske byer, red.) hører til vores land,« råbte en mand på arabisk i megafonen ifølge mediet.

Lignende budskaber gjaldede ifølge mediet gennem megafonen kort tid efter.

»Elskede Abu Obaida, ram og ødelæg Tel Aviv« og »Hele verden står med Hamas. Allahu Akbar«.

Nabil Abdulmajid, en af arrangørerne bag demonstrationerne, mener, at grupperingerne tydeligt har gjort det klart, at de ikke accepterer opbakning til terrorklassificerede organisationer.

På grund af den nuværende situation skal Sydsvenskan nu have et møde med sikkerhedsafdelingen i gruppen på grund af det, der skete, skriver SVT Nyheter.

»At finde ud af hjemmeadressen på en individuel journalist og tage dertil for at synge og protestere er ud over alle grænser. Det er supervigtigt, at man ikke kan skræmme hverken medier eller enkelte journalister til tavshed,« siger Malena Henriksson, redaktionschef på Sydsvenskan.