Professor udfordrer Sundhedsstyrelsens plan: »Lad os få alle over 65 år vaccineret så hurtigt som muligt«

Vaccinernes effekt på ældre mennesker falder overraskende hurtigt, så der er ingen tid at spilde, hvis det danske sundhedsvæsen skal klare sig igennem vinteren. Professor Allan Randrup Thomsen vil have de resterende 900.000 danskere over 65 år revaccineret med det samme. »Så hurtigt som muligt, simpelthen.«

Der er ikke længere nogen grund til at vente. Det haster nu. Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, mener, at der skal handles hurtigst muligt.

Alle over 65 år skal revaccineres ved først givne lejlighed. Sundhedsstyrelsens plan er forældet, beskyttelsen for borgere over 65 år er alarmerende lav og risikoen for overbelastning af sundhedsvæsenet overhængende.