Antallet af mennesker, der dør i Danmark, stiger for andet år i træk med mere end 2.000. Det skriver Radio4.
Det er primært borgere over 75 år, der afgår ved døden i større tal end normalt, oplyser Statens Serum Institut. I årets slutning var Danmark ramt af tre samtidige bølger i form af Corona, influenza og RS-virus, og det er en del af forklaringen, siger Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder for infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut.
»En af grundene er, at bølgerne kommer samtidig. Det som er anderledes denne vinter, er, at vi også har haft en betydelig bølge af RS-virus, også blandt ældre,« siger Bolette Søborg til Radio4.
Det store spørgsmål er, hvorfor befolkningen er så dårligt rustet til de forventelige sæsonepidemier, at det giver så markant overdødelighed. En teori er, at de store nedlukninger under pandemien betød, at mange ikke fik ’trænet’ immunforsvaret.
Professor Christian Kanstrup Holm fra Sundhedsvidenskabeligt fakultet på Aarhus Universitet, der forsker i luftvejsinfektioner, tror, at immuniteten i befolkningen tog skade af, at skoler, arbejdspladser og foreningsliv var lukket ned i lange perioder.
Han hæfter sig også ved, at antallet af døde i Sverige i 2022 ligger meget tæt på det normale.
»Selvom man selvfølgelig skal passe på med at overkonkludere, så kan man sige, at det land, der lukkede mindst ned, er det land, der har mindst problemer med den øgede overdødelighed,« siger Christian Kanstrup Holm til Radio4.
Sverige gjorde sig internationalt bemærket ved at holde sine folkeskoler åbne igennem hele pandemien og i det hele taget lade smitten løbe mere frit gennem befolkningen. Det betød mange dødsfald i pandemiens første år, men det har lønnet sig på den lange bane, mener Christian Danstrup Holm.
»Hvis man kigger på hele pandemi-perioden, og man tager 2022 med, så har Danmark i hvert fald ikke klaret sig bedre end Sverige,« siger Christian Kanstrup Holm til Radio4.
Overlæge Bolette Søborg fra Statens Serum Institut afviser ikke, at nedlukninger kan have spillet negativt ind. Men det er for tidligt at konkludere, siger hun:
»Det er en rigtig interessant teori, at man har haft to år med mindre udbrud og om det har betydning for den immunitet, man har de følgende år,« siger Bolette Søborg.