Professor: Mette Frederiksen må melde klart ud for at undgå coronasammenbrud

Mette Frederiksen må klart og konkret melde ud, hvor mange coronapatienter det danske sundhedsvæsen er i stand til at håndtere. Det er nødvendigt, at alvoren går op for folk, så de begynder at være med til at afværge de værste scenarier ved at følge myndighedernes råd.

En god del af landets borgere forholder sig stadig alt for lemfældigt til coronavirussen. I weekenden mødte op mod 70.000 op til hestearrangement i Herning, og på sociale medier kører argumentet om, at corona ikke er værre end influenza i ring, mens smittetallene stiger med voldsom hast omkring os.

Professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet mener, at det til dels skyldes, at Mette Frederiksen ikke melder klart ud, at vores sundhedssystem er truet.