Professor forventer sigtelse mod TV 2 om påstået hacking
TV 2 afviser, at man tilskyndede hovedkilden i "Den sorte svane" til at hacke revisors arkiv over kunder.
TV 2 afviser, at man tilskyndede hovedkilden i "Den sorte svane" til at hacke revisors arkiv over kunder.
TV 2 og tre journalister må forvente at blive sigtet af politiet for at have tilskyndet en kvindelig kilde til at hacke sig til oplysninger fra en revisors arkiv over kunder.
Det udtaler professor i strafferet Lasse Lund Madsen fredag til Berlingske.
Hans vurdering gælder tv-stationens samarbejde med advokat Amira Smajic i forbindelse med dokumentaren "Den sorte svane".
Torsdag kom det frem, at politiafdelingen NSK ikke længere anser TV 2 for at have status som "ikke-mistænkt".
Som konsekvens af denne melding og på grund af indholdet af en sigtelse, som politiet har rejst mod Amira Smajic, når professoren frem til, at en sigtelse må være på vej.
I politiets sigtelse mod Smajic om hacking står ifølge Berlingske, at hun hackede sig adgang til fortrolige oplysninger efter tilskyndelse fra tre journalister.
"Alt i alt peger den seneste udvikling i retning af, at politiet nu betragter TV 2 og de journalister, der er nævnt i sigtelsen, som mistænkte, og at de derfor må forvente at blive sigtet. Alt andet vil overraske mig", udtaler Lasse Lund Madsen til Berlingske.
TV 2 afviser al snak om lovovertrædelser.
Politiets sigtelse mod Amira Smajic hviler på "en falsk tilståelse, som Amira Smajic kom med i Politiken", udtaler chefredaktør Michael Nørgaard i en mail til Ritzau.
- TV 2 har ikke tilskyndet Amira Smajic til at hacke noget klientarkiv, ligesom vi ikke har modtaget noget materiale fra Amira Smajic fra dette drev, fortsætter chefredaktøren.
Han gentager i øvrigt, at TV 2 står til rådighed for politiet og "hellere end gerne vil forklare dem sagens rette sammenhæng".
- Så vil de hurtigt kunne se, at der er tale om en falsk tilståelse, og at hackingen aldrig har fundet sted, udtaler Michael Nørgaard.
/ritzau/