En 11-årig elev på Prins Henriks Skole på Frederiksberg blev tidligere på året bedt om at fjerne sit tørklæde.
Da hun nægtede at gøre det, blev hun bedt om at forlade skolen.
Det fortæller elevens far til nyhedsprogrammet Reporterne på 24syv.
Han fortæller i programmet, at datteren – som har været tilknyttet skolen, siden hun gik i børnehave – blev stillet et ultimatum. Hun skulle enten tage tørklædet af eller gå hjem fra skole.
Prins Henriks Skolen er en privatskole, der følger det franske skolesystem. Ifølge skolens officielle ordensreglement er det forbudt for elever at bære symboler eller beklædning, der åbenlyst viser deres religiøse tilhørsforhold. Det gælder derfor også for tørklæder.
Da datteren i januar 2023 valgte, at hun fremover ville bære tørklæde i skolen, orienterede faren skolen om beslutningen. Skolen gjorde det klart, at hvis hun fortsat ville følge undervisningen, måtte hun droppe tørklædet.
Den 11-årig elev blev efter et par uger trukket ud af skolen, og familien vil nu lægge sag an mod skolen, fortæller faren til 24syv.
Ifølge ekstern lektor i jura på Aarhus Universitet og advokatfuldmægtig Klaus Josefsen, er bortvisningen i klar strid med loven.
Skolen selv begrunder ellers reglerne med, at den er underlagt fælles principper for franske skoler
»Det er ganske enkelt ulovligt. Det er en indskrænkning af grundlovens religionsfrihedsbestemmelse, og den kan du ikke bøje. Vi er i Danmark og ikke i Frankrig, og her må man ikke lave en materiel begrænsning af ytringsfriheden,« siger Klaus Josefsen til 24syv.
Formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, skriver på det sociale medie X, at han »100 procent bakker op om den franske skoles beslutning«:
»Det er fuldstændig vanvittigt at se piger på 11 år med det islamistiske tørklæde. Dansk Folkeparti bakker selvsagt fuldt op om den franske model – gid den ville gælde i hele Danmark.«
Prins Henriks Skolen har ikke udtalt sig til 24syv. De begrunder det med, at der netop er tiltrådt en ny rektor, som ønsker at sætte sig ind i sagen.