I sin skoletid på Herlufsholm fik prins Nikolai en advarsel for ikke at overholde skolens alkoholregler.
Det fortæller den skandaleombruste skoles tidligere rektor Klaus Eusebius Jakobsen i et interview med TV 2 Øst. Eusebius var rektor fra 1993 til 2016, mens prins Nikolai var elev på skolen fra 2014 til 2018.
I interviewet bliver den tidligere rektor spurgt til, hvorvidt det er rigtigt, at ledelsen holdt en hånd over de elever, der var særligt privilegerede.
Det afviser Klaus Eusebius prompte.
»Jeg kan love dig for, at den der myte om, at vi har set med særlige positive øjne på folk, der kommer fra samfundets øverste top overhovedet ikke har noget som helst på sig,« siger han til TV 2 Øst.
»Jeg kan give et eksempel. Vi havde en elev her for nogle år tilbage, som var medlem af den kongelige familie. Folk ved godt, hvem jeg taler om. Han overskred en af skolens alkoholregler, og jeg må sige, at jeg var iskold. Der var slet ikke nogen tvivl om, at den dreng skulle have en advarsel, og det fik han. Så blev hans far i øvrigt orienteret om det, og det mener jeg måske er et meget godt eksempel på, at det der med, at vi holder hånden over særlige grupper, det har intet som helst på sig.«
Adspurgt direkte om det er prins Nikolai, der er tale om, svarer den tidligere rektor kort:
»Ja, det er det.«
Reagerede positivt
Ifølge Klaus Eusebius Jakobsen reagerede prinsens far, prins Joachim, »utroligt positivt«:
»Han var faktisk rigtig glad for, vi havde taget fat på det.«
Over for Ekstra Bladet bekræfter prins Nikolais mor, grevinde Alexandra, gennem sin presserådgiver, at prinsen fik en advarsel, mens han gik på Herlufsholm. Prinsen blev hjemsendt et par dage, og begge forældre talte med ham om sagen i den forbindelse, lyder det.
Siden TV 2-dokumentaren »Herlufsholms Hemmeligheder« torsdag rullede over skærmen, har den ikoniske kostskole været centrum for massiv kritik.
I dokumentaren fortæller tidligere elever om en usund kultur med vold, seksuelle overgreb og grov mobning som en del af hverdagen – og det har da også allerede fået konsekvenser.
Lørdag blev den nu tidligere rektor, Mikkel Kjellberg, fyret. Mandag meddelte politiet, at man har besluttet at vurdere, om straffeloven kan være overtrådt i de hændelser, der omtales i udsendelsen.
Prins Nikolai er ikke den eneste kongelige med forbindelse til Herlufsholm. Prins Christian går i 1. G på skolen, mens det er planen, at prinsesse Isabella skal starte efter sommerferien.
Kongehuset har ikke mange kommentarer til sagen om prins Nikolai.
»Det ønsker jeg ikke at svare på, da vi betragter det som en personlig sag, som dengang blev håndteret det helt rigtige sted – nemlig mellem skole, elev og forældre,« meddeler Lene Balleby, der er kommunikationschef i Kongehusets Kommunikationsafdeling, til Ekstra Bladet.
Kl. 11:40: Artiklen er opdateret med Ekstra Bladets citat fra Kongehuset.