Principiel strid bliver afgørende for fældende beviser i Louise Borglit-sag

Retten i Glostrup tog hul på et stort opgør om retsprincipper, som bliver afgørende for sagen om drabet på den 32-årige Louise Borglit i 2016. Den tiltaltes forsvarer mener, at politiet har skaffet de afgørende beviser i sagen i strid med retsplejeloven og menneskerettighedskonventionen.

På billedet ses blomster, som blev lagt, kort efter at Louise Borglit blev fundet dræbt i Herlev i november 2016. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

For syv år siden, lidt ud på aftenen i det tidlige novembermørke, blev den 32-årige højgravide Louise Borglit stukket ihjel, mens hun luftede sin søsters hund i Elverparken i Herlev. En mand klædt helt i sort blev set løbende fra området.

Politiet sendte få timer senere i anden anledning en patrulje ud til den mand, der nu syv år senere er tiltalt for drabet.