Mens julefrokosterne står for døren, smitten er høj, og regeringen vil nedsætte gyldigheden for negativ test, stiger behovet for en negativ test.
De seneste uger er kapaciteten for både PCR – og kviktest blevet opskaleret, og fra i dag kan der foretages 200.000 hurtigtest om dagen.
Professor ved Københavns Universitet og speciallæge Lars Bjerrum mener, at restriktionerne vil ramme uvaccinerede borgere, ligesom det vil medføre et yderligere pres på landets testcentre.
Kravet om at fremvise coronapas betyder nemlig, at uvaccinerede skal opdatere deres coronapas med en frisk test langt oftere - minimum hver anden eller tredje dag, afhængigt af hvilken test de tager.
»Det vil begrænse testkapaciteten yderligere, for der vil være nogle uvaccinerede medarbejdere, der i så fald ville skulle besøge testcentrene langt oftere end hidtil. De kan se frem til at skulle stå i en meget længere kø. Det er møgbesværligt, men der er intet alternativ, hvis man ikke vil vaccineres,« siger han.
Vaccinerede testes »for en sikkerhedsskyld«
Men det er ikke kun de uvaccinerede, der flittigt benytter sig af testene.
Det fortæller Trine Baadsgaard, der er press officer i Copenhagen Medical.
»Det har jo vist sig, at det ikke kun er de uvaccinerede, der lader sig teste. Når jeg besøger vores centre, spørger jeg nogle gange folk, hvorfor de lader sig teste. De fleste er vaccinerede, men så skulle de for eksempel til en 60-års fødselsdag eller til et andet arrangement, hvor de skal være sammen med andre mennesker. Den sætning: »Bare for en sikkerheds skyld« er der rigtig mange, der nævner,« siger hun.
Er det jeres forventning, at I skal ud at rekruttere flere medarbejdere?
»Ja, og det er vi i fuld gang med. Det kommer an på testbehovet, og det stiger, for vi kan se, at vi tester flere hver dag. Så hvis vi skal skalere op, er vi klar til det, og vi er allerede i gang med at uddanne og ansætte nogle nye kolleger på grund af meldingen for 14 dage siden, og vi er klar til et ryk mere, hvis det skulle komme.«
Flere steder i landet er køerne til testcentrene ofte meget lange, og det samme er tilfældet på hjemmesiden coronaprover.dk, hvor man kan bestille en test.
»Der er travlt på teststederne. Men regioner, kommuner og de private udbydere arbejder benhårdt for at mindske køerne. Vores råd er: Tag en hurtigtest, hvis ikke du har symptomer eller er nærkontakt. Du kan følge den aktuelle ventetid på leverandørernes hjemmesider,« udtaler direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns i en pressemeddelelse.
Falck fortrøstningsfuld
Hos Falck, der står for 43,5 procent af testkapaciteten, er forventningen, at der i den kommende tid vil være større efterspørgsel på test.
Dennis Abildgaard Jørgensen, der er regionsdirektør i Falck, er imidlertid fortrøstningsfuld:
»Vi er rustet til den sæson, vi går ind i. Vi fortsætter den rejse, vi har været på de sidste fire uger. Vi har nu ansat 1.500 podere, mange af dem er genansat, vi har åbnet 79 testcentre, og inden udgangen af næste uge, tror jeg, at vi runder 100 testcentre,« siger han:
»Vi fortsætter med at åbne flere centre, og vi fortsætter med at udvide kapaciteten i de enkelte centre. Vi arbejder på fuldt tryk for at kunne efterleve den efterspørgsel der er, og vi følger godt med.«
Coronatesten kommer til at være gyldig i kortere tid end tidligere - lægger det et større pres på jeres testcentre?
»Jeg forventer, at det kommer til at medføre en større efterspørgsel, men den vil vi efterleve, og det har vi fuldt fokus på,« siger han:
»Jeg er fortrøstningsfuld for, at vi får nok podere. Alene i denne uge har vi ansat 500 ekstra podere.«