Dragerne, der omsluttede spiret og i århundreder beskyttede Børsen mod brand, stod nu omsluttet af flammer. Victoria Fuglsang-Damgaard, der arbejder i centraladministrationen, havde registreret røgen, da hun mødte tidligt på arbejde. Hun gik ned i Slotsholmsgade og stod blandt folk, der skulle have været på arbejde i Børsen. Så styrtede spiret.
»Det faldt med et brag. Så blev der helt stille. Folk havde tårer i øjnene. Der er ikke mange andre bygninger, der er 400 år. Ingen ved, hvor jeg arbejder, men hvis jeg siger, det er ved siden af Børsen, ved alle, hvor det er. Det er jo et monument,« fortalte Victoria Fuglsang-Damgaard en times tid senere.
Mens hun talte, fossede den tunge sorte røg op fra Børsen og dækkede formiddagens blå himmel. Flere og flere stimlede sammen ved Børsbroen ved siden af Holmens Kirke.
En far stod med sin lille søn på skuldrene og tog et billede af den bygning, der med sine irrede kobbertage og dragespiret i århundreder har mindet os om, hvem vi er. Engang kan han fortælle, at han oplevede branden på Børsen 16. april 2024.
Nu var taget brudt sammen. Spiret styrtet.
To unge VVSere fortalte, at de havde været oppe under taget for at nedtage nogle varmeblæsere, da branden brød ud. De undrede sig over, at ingen tog notits af brandalarmen.
Så kom flammerne.
Længere nede på stueetagen var receptionisterne og køkkenpersonalet mødt på arbejde. De var så vant til brandalarmen, at de ignorerede den, indtil brandmænd klokken 7.45 kom styrtende ind og råbte:
»I skal ud nu. Det brænder.«
Vores egen historie
Den bygning, der siden 1623 har defineret København, stod i flammer tirsdag morgen. En del af os selv var ved at blive fortæret. Præcis som det skete i Paris, da Notre Dame brændte for fem år siden.
Dengang var det verdenshistorien, der gik op i røg. Nu er det vores egen historie, der er fortæret af flammerne.
Det er en historie om Danmark som tidligere storrige med Sverige og Norge: Spiret med de tre kroner for hver vores lande på toppen, mens dragerne beskyttede mod fjender og flammer.
Børsen var handelsnationen Danmarks vugge, hvor det tungeste erhvervsliv gennem århundreder mødtes på den lille ø i København, hvor magten er centreret. Det var stedet for handel og netværk, for de tungeste grossister, de mest fremtrædende borgere, for konger og ministre.
Og for uerstattelig kunst.
Nu eller aldrig
Mens ilden var ude af kontrol i midten af bygningen, styrtede blandt andre Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, der nu ejer bygningen, omkring klokken 8.20 ind af hoveddøren for at redde uvurderlig kunst fra danmarkshistorien.
Det var bogstaveligt talt nu eller aldrig. Et sidste øjeblik.
»Vi stod og hev og sled derinde med brækjern,« fortalte Brian Mikkelsen senere.
Kort efter kom de ud af bygningen med P.S. Krøyers maleri »Fra Københavns Børs«. En mand råbte »mandskab herover nu« og vinkede folk mod sig. 60-årige Klavs Lockwood havde opgivet at fjerne sin parkerede bil. Nu løb han i stedet mod den brændende bygning, mens branden buldrede, kobbertaget gav sig, og stilladset knagede.
»Jeg kunne se, at de ikke var nok til at bære, så jeg skyndte mig hen for at hjælpe. Det var voldsomt at gå med sådan nogle ting, man ved, er uerstattelige,« fortalte han.
Han greb en stor kultegning af Lorenz Frølich.
Den hed »Modet«.
Det var i det øjeblik, at spiret styrtede med et brag knap 70 meter fra dem, og alle omkring Victoria Fuglsang-Damgaard blev stille.
Helt stille.
Sjæl i flammer
Nogle timer senere stod tusinder stimlet sammen på den anden side af Børsgade. Nogle var nysgerrige, andre berørte. Digteren Claus Høxbroe stod ved Netto-Bådene. Han mærkede alvoren i sig selv.
»Det er et stykke København og Danmark, der forsvinder, og som vi aldrig får tilbage igen. Det er både sjælen af København og en hel byggeteknik, der er tabt. Uanset hvor mange penge vi bruger på moderne bygninger, så er det sjælforladt. Nu er det forsvundet for evigt,« sagde han.
Lidt tilbagetrukket ved Børsbroen sad en mand og skitserede kultegninger af den brandmand, der, set fra denne side, kæmpede ene mand mod flammerne. Alle omkring undrede sig over, hvorfor der ikke blev sat mere mandskab og flere brandslanger ind.
Bygningen var dækket af presenninger og en stor reklame med ordene »Fear Nothing« for allestedsnærværende Airtox. Flammerne væltede op ad det sammenstyrtede tag, og det stillads, der havde holdt dragespiret, stod nu som et svajende metalskelet mod den blå forårshimmel.
Ildens væsen
Ilden og røgen skiftede konstant karakter. I minutter var røgen hvid, og ilden slumrende, så blev røgen sort, så Dannebrog, der vajede på Finansministeriet bag ved, forsvandt af syne, og flammerne steg rasende mod himlen gennem hullet, hvor dragerne havde vogtet mod krig og brand.
»Lige nu er røgen sort. Når den er det, så er det fordi, der er noget, der brænder. Det er først, når røgen bliver helt hvid, at der er slukket. For så er det vanddamp,« forklarede Helle Søeberg, der engang var ved brandvæsenet og tilfældigvis var i området:
»Almindelige mennesker kigger der, hvor det brænder. Men brandmændene kigger der, hvor det ikke brænder. De leder efter det, der kan reddes.«
Kongens ord
Det var kampen mod flammerne og for historien, som Peter Voss-Knude forsøgte at indfange på sine kultegninger. Mens vi så en af de færre og færre ting, der forankrer os i historien, forsvinde, talte vi om, hvor uoverskuelig og kaotisk verden allerede er. Han mindede om, at de første skildringer af krig og skelsættende begivenheder altid havde været tegninger, der gav en dybde, som kameraernes maskinelle algoritmer aldrig indfanger.
»Det er trist,« sagde han og så op fra skitsen:
»Det er noget af det, der forbinder os helt tilbage til Christian 4., der går tabt.«
Den mand, der nu er vores konge, tænkte det samme, da han så røgen over Københavns tage.
»Gennem 400 år har Christian 4.s bygningsværk Børsen været et markant vartegn for København. Gennem generationer har det karakteristiske dragespir været med til at tegne København som 'tårnenes by',« sagde kong Frederik i en officiel erklæring.
Barn af byen
Den 30-årige unge historiker Thomas Samuel Thomsen stod ved Børsbroen og betragtede flammerne. Han så mærket ud. Rørt, mens han så noget uerstatteligt forsvinde. Han var så beæret over at have spillet en lille rolle i restaureringen, da han forsøgte at finde information om det oprindelige murværk, der blev dækket engang for længe siden.
»Jeg er barn af byen. Jeg har kigget på den bygning, siden jeg var barn, og har villet være historiker så længe, jeg kan huske. At stå her og se den gå til i et flammehav er som at miste et familiemedlem,« sagde han og rystede lidt på hovedet, mens flammerne igen tog til og blev voldsommere end tidligere.
Han talte om alt det, som bygningen havde overlevet. Englands bombardement. Svensken, der gik over isen. Utallige brande omkring sig. To af dem endda på nabogrunden, da Christiansborg brændte i 1794 og igen i 1884.
Branden 16. april 2024 bevægede sig nedad i bygningen og mod Christiansborg mod vest. Brandfolkene pumpede vand op fra kanalen nedenfor, hvor seniorer roede forbi inden for afspærringerne, tilsyneladende upåvirkede af den danmarkshistorie, der forsvandt over deres hoveder.
»Det er vores kulturarv,« sagde Thomas Samuel Thomsen:
»Det er det, der gør os til mennesker, så vi ikke bare er dyr, der spiser, sover og skider, men har kærligheden til at skabe noget, der står smukt i vores by gennem århundreder. Det er en lille del af min sjæl og byens og den danske sjæl, der nu forsvinder,« sagde han og tilføjede med fasthed i stemmen:
»Den skal bare genopbygges igen.«