I en straffesag mod to politiledere, der beskyldes for at have løjet i retten om politiets håndtering af anti-kinesiske demonstranter, har anklagemyndigheden begrænset tiltalen.
De to mænd har anket byrettens dom, hvor de blev fundet delvist skyldige, til Østre Landsret.
Her er ankesagen indledt mandag, og begge tiltalte forlanger frifindelse.
Derimod beder en anklager fra Statsadvokaten i København de tre landsdommere og tre lægdommere bag podiet om at komme frem til samme bevisresultat, som står på bundlinjen i en dom fra Københavns Byret 1. november 2023: Nemlig en delvis domfældelse i forhold til det oprindelige anklageskrift.
Retsmødet begynder med klip fra TV 2 Nyhederne om statsbesøget af Kinas præsident tilbage i 2012. Der er 12 minutter om gallamiddag, korteger, Den Lille Havfrue og en demonstration.
Straffesagen er led i det, der kaldes Tibetsagen.
Den handler overordnet om, at politiet gentagne gange under besøg af prominente kinesiske ledere forsøgte at skjule kritiske demonstranter for gæsterne.
Dermed blev blandt andet borgernes ytringsfrihed ulovligt trådt under fode, har en kommission for længst slået fast.
Desuden gav politiet urigtige, vildledende og ufyldestgørende oplysninger til Folketingets retsudvalg, da der blev spurgt om, hvad politiet foretog sig.
Den aktuelle straffesag drejer sig også om løgne. Den påståede forbrydelse fandt sted for 12 år siden i et retslokale i byretten, 13. august 2013.
Her kom en vicepolitiinspektør og en politikommissær med bevidst usande udsagn om politiets opførsel under statsbesøget af præsident Hu Jintao det foregående år, hævder anklagemyndigheden.
Mandag præsenterer specialanklager Robert Rafn sagen for dommerne, og undervejs får han hjælp af de tiltalte med at forstå en række politifaglige udtryk.
For eksempel forklarer vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, hvad KSN står for - det betyder kommandostation.
For 12 år siden løj han ifølge anklagemyndigheden i retsmødet, da han sagde til en dommer, at politiet ikke brugte en oplysning fra PET om, at kineserne ikke ville tabe ansigt, til noget.
Også hans udsagn i retten om en episode ved en demonstration ved Højbro Plads var ifølge tiltalen urigtigt.
Olsen sagde til dommeren, at der blev opstillet fire gruppevogne mellem demonstrationen og Christiansborg Slotsplads, fordi "demonstranterne løb ned mod slotspladsen".
Derimod mener anklagemyndigheden, at det på forhånd var bestemt, at vognene skulle køres frem. Demonstranterne og deres flag skulle skjules for præsidenten.
På tilhørerpladserne i landsretten sidder formanden for Støttekomiteen for Tibet og gør notater. Også en mand, som dengang blev omringet af betjente i Kongens Have i København og tvunget til at lægge sit Tibetflag på jorden, er mødt op.
I byretten blev de to tiltalte idømt 30 dages betinget fængsel.
I landsretten er der afsat ni retsmøder.
/ritzau/