Bør Københavns Kommune undgå at lægge lokaler til kønsopdelt svømmeundervisning? Eller skal foreninger med piger som medlemmer have lov til at have svømmehallen for sig selv i et tidsrum?
Dansk Folkepartis gruppeformand på Københavns Rådhus, Finn Rudaizky, er faret i blækhuset, skriver KøbenhavnLIV.
Med baggrund i information på Amager Healthy Girls har han skriftligt stillet spørgsmål til Kultur- og Fritidsforvaltningen om, hvorvidt det kan være rigtigt, at der foregår kønsopdelt svømmeundervisning i Frankrigsgade Svømmehal og Sundby Bad.
Svaret fra forvaltningen lyder, at den pågældende forening er en godkendt, folkeoplysende forening.
»Der findes desuden kønsopdelt svømning i to andre folkeoplysende foreninger, der har fået tildelt tider i kommunale svømmehaller. Det drejer sig om Hovedstadens Svømmeklub,« skriver direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Søren Tegen Pedersen.
Opdelingen er »grotesk«
Finn Rudaizky har flere gange givet udtryk for, at han finder kønsopdelt undervisning grotesk. I flere klummer har han – med identiske formuleringer – harceleret imod fænomenet, ligesom han gør i KøbenhavnLIV:
»Skal vi bukke under for de fundamentalistiske muslimer, der ønsker kønsopdeling til vores børns svømmeundervisning? Nej, det skal vi selvfølgelig ikke. Årsagen er angiveligt, at der er mange piger med mellemøstlig baggrund, som ikke må svømme, hvis holdene ikke er kønsopdelt. Men hvorfor skal det betyde, at vi i Danmark skal give afkald på den del af vores kultur, hvor vi svømmer i samme bassin og blive undervist sammen på tværs af køn?«
Foreningen Amager Healthy Girls blev oprettet i 2006 og har cirka 300 medlemmer. Af foreningens hjemmeside fremgår det, at man skal være kvinde bosiddende på Amager for at blive medlem. I 2014, da man ansøgte man om midler fra en kommunal pulje, lød det i ansøgningen, at »mange minoritetskvinder med småbørn mangler foreningstilbud«. Derfor ønskede foreningen at få økonomisk støtte til et projekt med svømmehold for kvinder med børn i alderen tre til seks år.
»Ved at oprette mor/barn hold kan hele familien deltage i aktiviteterne og kvindernes isolation vil blive afbrudt,« skrev foreningen.
Kønsopdeling sker også i fodbold
Det er ikke første gang, at spørgsmålet er til debat. Dansk Folkeparti har tidligere stillet forslag om at afskaffe kønsopdelt svømmeundervisning. Det skete i 2021, da spørgsmålet handlede om Hovedstaden Svømmeklub.
Venstre og Det Konservative Folkeparti stemte for, mens et flertal i Borgerrepræsentationen stemte imod at forbyde foreningen at opdele kønnene.
Kønsopdeling sker også i drenge- og pigefodbold, uden at nogen rynker på næsen, argumenterede Enhedslisten. Radikale Venstre mente, at adgangen til kønsopdelt svømmeundervisning er vigtig for integrationen af unge, nydanske piger.
Socialdemokratiet bemærkede:
»Ligesom vi ikke mener, at religion og kultur må diktere kønsroller, så må religiøse hensyn og gammeldags kønsopfattelser heller ikke stå i vejen for unge piger og drenges adgang til at gå til svømning. Derfor vil vi ikke forbyde Hovedstadens Svømmeklub at tilrettelægge deres svømmetræning, som de gør i dag.«
Finn Rudaizky, er det ikke forkert at kalde det kønsopdelt svømmeundervisning, når foreningen udelukkende består af kvindelige medlemmer. Det er jo ikke sådan, at foreningen opdeler i drenge og piger?
»Det er jo en anden måde, end vi normalt gebærder os på i Danmark, når vi skal i svømmehallen. Det er helt oplagt, at opdelingen sker på grund af religion. Det er religionen, som har afgørende for, at man vil være for sig selv,« siger Finn Rudaizky.
På Facebooksiden for Amager Healthy Girls skrev foreningen i april et opslag, hvor man takkede for »en dejlig Eid middag«.
Hvorfor er det et problem, hvis det er religionen, der er årsag til opdelingen?
»Det synes jeg, fordi det ikke er de traditioner, vi har herhjemme. Når danskere går i svømmehaller, så er det uden de der begrænsninger og særaftaler. Det her bryder det kulturelle mønster,«
Forening afviser: Det handler ikke om religion
Amager Healthy Girls afviser, at det handler om religion.
»Vi har masser af danske medlemmer. Både folk, som er tykke og tynde, unge og ældre,« siger Iman Ahmad, som er foreningens formand.
Hun påpeger, at kvinder slipper for at tænke på eksempelvis hår på kroppen, når mænd ikke er til stede. Hun argumenterer ligeledes med, at opdeling finder sted i drenge- og pigefodbold.
»Vores medlemmer har mange forskellige religioner. Men vores forening har intet med religion at gøre. Det handler om undervisning,« siger hun.
Men på jeres hjemmeside skriver I tak for en dejlig Eid-middag?
»Vores Facebook-side styres af et dansk medlem af bestyrelsen. Hun har lov at skrive, hvad hun har lyst til. Og hun skriver også »god påske« og »glædelig jul«. Man skal ikke blande religion ind i en motionsforening. Religion skal være en privat ting,« siger Iman Ahmad.