En dag i januar pjækkede et barn fra skole. Faren meddelte, at det ville få konsekvenser. Drengen turde ikke tage hjem og søgte derefter tilflugt hos sin storebror.

Kort efter blev det til en sag for Midt- og Vestsjællands Politi, som indledte afhøringer. En lærer kunne berette, at hun aldrig før havde set et så skræmt barn.

Onsdag kunne Retten i Roskilde slå fast, at moren, der er folkevalgt politiker, i mange år havde begået vold mod to af sine børn. Straffen blev fængsel i tre måneder, som blev gjort betinget.

Under sagen har politikeren nægtet sig skyldig, og hun ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

Tiltalen drejede sig om mishandling af i alt tre børn, fordi de i årevis skulle være blevet tildelt såkaldte lammere - hårde slag med knyttet hånd.

Der er imidlertid kun bevis for vold mod to børn, fastslog retten. Desuden er volden ikke sket så ofte og har ikke været så systematisk, at man kan tale om mishandling, hvilket anklageren påstod.

I et tidligere retsmøde har politikerens forsvarer sagt, at der hverken har været fysiske eller tekniske beviser.

- Det er en sørgelig sag, lød det fra advokat Mads Krøger Pramming.

Hans påstand var, at det ældste barn havde manipuleret det yngste barn til at komme med løgnehistorier om forholdene i hjemmet.

Men en dommer og to domsmænd er altså blevet overbevist. Blandt andet er politikeren dømt for en vinterdag i frostvejr at have skubbet det yngste barn kun iført t-shirt og underbukser ud på terrassen. Her fik han til opgave at puste støv af Lego-legetøj. Forinden havde han fået en lammer.

Et navneforbud hindrer pressen i at bringe oplysninger om politikerens opgaver som led i det betroede hverv.

Stik imod loven tillod en kommune i øvrigt i foråret at lade den voldssigtede kvinde have samvær med et af børnene uden overvågning, har anklageren påpeget.

Efter det uovervågede samvær skiftede dette barn forklaring. Han havde ikke været udsat for vold, lød det nu. Disse nye udtalelser har retten dog valgt ikke at lægge vægt på.

/ritzau/