Politiets besøg på Strøget endte i bøderegn

Politiet har tirsdag været til stede i og omkring Strøget i København K bevæbnet med bødehæftet til cyklister, der på den ene eller anden måde ikke fulgte færdselsreglerne.

Politiet sætter ofte ind over for cyklister, der overtræder reglerne. 78 bøder blev det til. Billedet er ikke fra gårsdagens indsats. Sarah Christine Nørgaard/BT

Det, der måske har lignet en uskyldig cykeltur i det indre København, har for mange cyklister resulteret i møde med politiet.

Politiet har nemlig mandag været til stede på Strøget i København for at opsnappe cyklister, der ikke fulgte færdselsreglerne i den befærdede gågade.

78 gange havde Københavns Politi bødehæftet fremme, og det var i særdeleshed for cyklister, der cyklede i gågaden eller personer, der cyklede over for rødt, skriver Københavns Politi på Twitter.

»Strøggaderne er gader, hvor mange mennesker dagligt færdes til fods, og derfor er det ikke tilladt at cykle i gaderne, da det kan give nogle farlige situationer,« siger leder af nærpolitiet i Indre By, Henrik Moll.

Bøden for at cykle i en gågade beløber sig på 700 kroner, mens bøden for at cykle over for rødt lys ligger på 1.000 kroner.

»Desværre ser vi mange cyklister, der ikke respekterer skiltningen, og derfor laver vi jævnligt kontroller i området,«  siger Henrik Moll.

Gør man sig skyldig i dén helligbrøde, risikerer man ligeledes en bøde på 1.000 kroner, og det samme skal man punge ud med, hvis man benytter sig af mobiltelefonen, mens man cykler.