Midt- og Vestsjællands Politi vil kontrollere, om unge, der ikke er gamle nok til at købe alkohol, medbringer alkohol til såkaldte "posefester" inden for kredsens område.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse mandag.
Det sker efter, at der er kommet en ny redegørelse fra Erhvervsstyrelsen.
Posefesterne er offentlige ungdomsfester for børn og unge ned til 15 år. De afholdes af arrangører i lejede lokaler, hvor de unge kan feste, som var det en natklub.
Nogle af de unge medbringer selv alkohol til festerne - eventuelt i en pose.
Til gengæld tjener arrangørerne penge på entrébilletter, og festerne har flere gange været genstand for debat.
Normalt skal man ifølge restaurationsloven søge om en alkoholbevilling for at drive en natklub.
Der har været tvivl om, hvorvidt det er lovligt at afholde ungdomsfester på den måde, men en ny redegørelse fra Erhvervsstyrelsen slår fast, at der ikke må forefindes alkohol til den slags fester.
Det fortæller politiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Tarpgaard.
- Arrangøren må ikke udskænke alkohol, men han må heller ikke selv lade gæsterne medbringe det, siger Tarpgaard i pressemeddelelsen.
Politiet har orienteret festarrangørerne om den nye praksis. Kontrollerne begynder i januar, hvor der afholdes flere ungdomsfester.
Politiet understreger, at det ikke kun er arrangørerne, men også de unge selv, det går ud over, hvis reglerne overtrædes.
- Hvis der sker salg af alkohol, eller hvis man tillader de unge at tage alkohol med ind, så risikerer arrangøren en sigtelse, og at festen bliver lukket.
Hvis de unge i strid med en arrangørs påbud medbringer alkohol, så risikerer de selv at blive sigtet for det. Målet er, at vi får nedbragt antallet af unge berusede mennesker i nattelivet, lyder det fra Tarpgaard.
/ritzau/
