Politiet undersøger skudafgivelse i Holbæk
Det lader ikke til, at skud ramte personer. Anmeldelse kom kort efter klokken 23 mandag aften.

Det lader ikke til, at skud ramte personer. Anmeldelse kom kort efter klokken 23 mandag aften.

Midt- og Vestsjællands Politi undersøger en mistænkelig hændelse i Holbæk, hvor flere skud kan være blevet afgivet.
Det oplyser Asger Bechstrøm, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, tidligt tirsdag morgen.
Det lader ikke til, at nogen er blevet ramt, men efterforskningen pågår tirsdag.
- Der har været en form for skyderi derude. Vi har i hvert fald fundet nogle afskudte patronhylstre, siger vagtchefen.
- Hvad der præcist er foregået derude, er vi i gang med at efterforske.
Anmeldelsen kom mandag aften kort efter klokken 23 på Kattegatsvej i den østlige del af byen.
- Det er flere skud. Det er ikke bare et enkelt. Vi er ikke helt sikre på, hvor mange vi har endnu, men vi har i hvert fald fundet flere affyrede skud derude.
- Vi har nogle vidner derude, der har hørt og set noget, siger han.
Politiet håber på henvendelser fra folk, der har set køretøjer eller mistænkelig adfærd i området, eller som har viden om sagen.
/ritzau/