Politiet er lørdag aften til stede ved Lynghøjsøerne i Roskilde i forbindelse med en mulig drukneulykke.

Det oplyser vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Det drejer sig om en ung mand. Klokken 22.30 er han endnu ikke fundet.

Politi og redning er på stedet, og dykkere leder efter manden i vandet.

En helikopter indgik tidligere i eftersøgningen, men den er fløjet igen, oplyser vagtchefen.

Politiet blev alarmeret om hændelsen omkring klokken 21.00.

- Et vidne har set en, der plasker med armene, og så går han under vandet. Han er ikke set komme op igen, siger Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/